Sport

Endnu en gang holdt Væggerløse-keeper Mikkel Hasling Hansen buret rent mod LUIF. Billedet stammer fra kampen runden forinden mod TGB. Foto: Poul Hansen
Væggerløse vinder LF-serien med lutter sejre. Arkivfoto: Poul Hansen

Væggerløse fuldender perfekt efterår uden støvler på

Nykøbing FC trak sig fra sidste spillerunde, og derfor var LF-seriekongerne fra Væggerløse ikke i kamp. Det ændrer dog ikke på, at Væggerløse ender med lutter sejre i efteråret.

Offentliggjort

Missionen lykkedes - Væggerløse Boldklub kroner efterårssæsonen med maksimumpoint og har hentet 42 ud af 42 mulige point.

Med en suveræn førsteplads står den i foråret på en tur i Sjællandsserien, hvor den nye turneringsstruktur om halvsæsoner betyder, at falstringerne ender i forårets nedrykningsspil.

Lørdag skulle efterårets sidste kamp spilles med et besøg i Nykøbing.

Nykøbing FC måtte dog trække sig, og derfor fik Væggerløse den 14. sejr ud af 14 mulige på skrivebordet.

Tingsted var heller ikke i aktion, da holdet skulle have mødt Nordfalster FB, men sidstnævnte er for længst blev tvangsnedrykket og har derfor ikke spillet de sidste runder af efteråret.

Sejr og andenplads

LUIF fik hjemme besøg af Nørre Alslev Boldklub. Selvom værterne allerede inden opgøret var sikre på at snuppe andenpladsen, gik de ud til kampen med at mål om at runde sæsonen af med manér.

Der gik blot 12 minutter, før Nikolai Christensen med en straffesparksscoring sendte LUIF foran.

Gæsterne bed fra sig, og kort efter pausen gav det pote. Anders Elo Petersen fik udlignet og åbnede opgøret på ny.

I stedet for endnu en NAB-scoring kom LUIF tilbage på sporet. Rasmus Bergmann sendte kuglen i kassen efter 61 minutter, og stillingen holdt helt frem til slutfløjt.

Dermed hentede LUIF sin tiende sejr i sæsonen og ender med 31 point. NAB slutter efteråret på femtepladsen med 19 point.

Oprykkere fik tredjepladsen

En af de store positive overraskelser har været oprykkerne fra Toreby-Grænge Boldklub, der i sidste runde skulle runde sæsonen af med et besøg hos FC Nakskov i en direkte kamp om tredjepladsen. Sejr til FC Nakskov ville sende vestlollikkerne på tredjepladsen - uafgjort eller sejr ville sikre TGB tredjepladsen.

Drømmen blev i dén grad vakt til live efter 34 minutter, da Theis Kugelberg Madsen sørgede for en pauseføring til TGB.

Resultatet stod længe. I det 70. minut brød jublen løs hos gæsterne, da Marius Brandt Eriksen scorede til 2-0. Med 20 minutter igen var FC Nakskov pisket til at score tre gange.

Intet var ovre, for blot fire minutter senere reducerede Lukas Højgaard og sørgede for spænding til slutspurten. 

Det lykkedes for værterne at gøre det endnu mere spændende. Mads Jatta udlignede to minutter, før kampen gik ind dommernes tillægstid.

Det blev ikke til mere, og derfor ender oprykkerne på en flot tredjeplads med 23 point. FC Nakskov slutter på fjerdepladsen med 21 point.

Nykøbing FC slutter på sjettepladsen med 15 point, Tingsted ender på syvendepladsen med otte point, mens Nordfalster FB tvangsnedrykket og nåede at hente et enkelt point.