Sport

FC Nakskovs cheftræner Henrik "Krølle" Christensen har med garanti haft et stort smil på læben efter storsejren. Arkivfoto: Ingrid Riis

Vestlollandske lammetæv: Sakskøbing på røven i Nakskov

FC Nakskov lammetævede B. Frem Sakskøbing med 8-0 i en kamp med en absurd anden halvleg, hvor der faldt hele syv scoringer. Andre steder endte det med både første nederlag og første sejr til lokale hold i Sjællandsserien.

Offentliggjort Sidst opdateret

8-0.

Det var slutresultatet i et vanvittigt lollandsk opgør, da FC Nakskov lørdag fik besøg af B. Frem fra Sakskøbing. Især takket være to gange Noah, der var flyvende for hjemmeholdet, endte det i en sand målfest.

Noah Fugl sendte værterne i front efter 11 minutter. Efterfølgende var det en tæt affære, hvor gæsterne med lidt mere held kunne have scoret, men stolpen stod i et enkelt tilfælde i vejen.

1-0 holdt frem til pausen, inden det gik helt amok i anden halvleg.

Noah Skovgaard scorede to hurtige efter først 48 og siden 51 minutter, mens Noah Fugl dukkede op og gjorde det til 4-0 efter blot 53 minutter.

De rystede gæster begik et straffespark i det 56. minut, hvilket kostede Lucas Brundstedt en tidlig tur i bad, da dommeren viste det røde kort. Tobias Nielsen tog sig sikkert af sparket, og så stod det pludselig 5-0 til FC Nakskov 11 minutter inde i anden halvleg.

Det fik ikke nakskovitterne til at stå på bremsen. Noah Fugl fuldente sit hattrick efter 68 minutter - blot to minutter senere gjorde Noah Skovgaard det samme.

Som en meget stor prik over i'et udbyggede Noah Skovgaard i det 79. minut med sin fjerde scoring til kampens slutresultat 8-0.

Første nederlag til Nykøbing

Allerede fredag aften havde Nykøbing FC været på besøg hos Slagelse.

Inden runden var falstringerne de eneste, der endnu ikke havde tabt i Sjællandsserien - men det bliver der i dén grad lavet om på.

Klichéen om "at være klar fra start" kunne måske have gavnet i Nykøbing-omklædningsrummet, for efter blot tre minutter havde Slagelse med to hurtige hug bragt sig foran med 2-0.

De rystede Nykøbing-spillere fik aldrig rystet starten af sig. Efter en time kom Slagelse på 3-0, og selvom Victor Bille fik reduceret syv minutter senere, kom gæsterne aldrig tæt på. I det 72. minut fuldente Josef Omar sit hattrick, mens Mike Mayhöfer seks minutter senere gjorde det til 5-1, som også blev kampens sidste scoring.

Første sejr til NFB

Det gik noget bedre for Nordfalster FB i hjemmekampen mod Herfølge.

Efter en målløs første halvleg fik Mads Romme fire minutter efter pausen nettet til at blafre på KL Køleteknik Arena i Nørre Vedby.

Desværre for Nordfalster udlignede Herfølge blot fire minutter senere - men selvom nordfalstringerne fortsat havde deres første point til gode i sæsonen, lod de sig ikke kue.

For efter 69 minutter dukkede Jonathan Borregaard op og sendte værterne i front på ny. Og jublen kunne for alvor bryde ud, da Carl Sembach Risgaard gjorde det til 3-1 med et kvarter igen på dommerens ur.

Der faldt ikke flere scoringer, og så kunne NFB-spillerne tanke deres første point på kontoen.

Tabte til allersidst

Nogenlunde samtidig som opgøret på Nordfalster tog DMI hjemme på Dølle Stadion imod Svebølle.

Marius Borre sørgede for pauseføring til lollikkerne med sin scoring efter 32 minutter, og så så det godt ud for hjemmeholdet, der gik ind til opgøret med blot fire point på tavlen.

Efter 53 minutter fik Svebølle udlignet, og derefter så det længe ud til, at mandskaberne måtte dele i porten. Sådan ville gæsterne det ikke.

DMI havde ellers haft et par fine muligheder undervejs, men det blev i stedet de sjællandske gæster, der stjal alle tre point på Lolland. Jonas Bengtsson sendte Svebølles sejrsmål i kassen i det 90. minut. I slutfasen fik både DMI's Niclas Aalborg Jepsen og Svebølles Malte Sørensen rødt kort.

Efter sjette rundes opgør er Nykøbing FC dumpet ned på tredjepladsen med 13 point - to point efter Haslev FC og Køge. FC Nakskov ligger nummer fire med 11 point, mens DMI, NFB og B. Frem indtager de tre sidste pladser i rækken.