Rig på papiret – men godset giver ikke plads til luksus

I første del af Godsejerne-fortællingen om Frederik Reventlow handlede det især om de store valg på Agerupgaard, landbrugets økonomi og forsøget på at finde en ny vej for godset. I anden del rykker vi indenfor i hovedbygningen og tættere på familielivet, slægtshistorien og spørgsmålet om, hvem der en dag skal føre stedet videre.

Et moderne familieliv

Inde i hovedbygningen bliver forholdet mellem fortid og nutid langt mere konkret. Huset er skabt til et familieliv, der så helt anderledes ud end det, Frederik og hans familie lever i dag.

Det gamle køkken ligger stadig i kælderen, hvor det store komfur står tilbage. Her blev maden lavet, da huset havde tjenestefolk, og rummene omkring køkkenet fortæller om en hverdag med vask, strygning og rulning af duge, mens familien opholdt sig ovenpå. Husets nuværende køkken er derimod opstået i et tidligere soveværelse, hvor der i forvejen var vand og afløb fra en håndvask. Det fungerede, da køkkenet blev etableret, men er ikke nødvendigvis den løsning, Frederik ville vælge i dag.

Han går gennem rummene og fortæller om drømmen om en dag at få et køkken, der passer bedre til et moderne familieliv og har en naturlig forbindelse til haven. Samtidig har han ikke noget ønske om at bygge hovedbygningen om for ombygningens skyld. De gamle gulvbrædder ligger godt, hvor de ligger, og huset fungerer grundlæggende, som det skal.

Det betyder ikke, at det er billigt at holde. Vinduer skal vedligeholdes, og når der bliver lavet noget, forsøger Frederik at vælge løsninger, der passer til rummene frem for bare den billigste mulighed.

Det er en anden side af godsejerlivet end den, der ses på billeder af parker og gamle hovedbygninger. Herligheden kommer også med kvadratmeter, der skal opvarmes, vinduer, der skal males, og gamle bygninger, der kræver en løbende strøm af penge.

Det lå i kortene

At Agerupgaard en dag kunne blive Frederiks, vidste han tidligt. Han er den ældste af fire søskende, og i familien lå det i kortene, at den ældste kunne overtage, hvis interessen var der.

Alligevel var der ikke tale om en automatisk arv, som han aldrig behøvede at forholde sig til. Da overdragelsen nærmede sig, var Frederik ikke sikker på, at økonomien gjorde det oplagt at overtage. Han var samtidig bevidst om, at store værdier blev bundet i én ejendom, og at det i en familie med fire søskende nødvendigvis ville føre til en meget ulige fordeling af arven.

Han lægger heller ikke skjul på, at ejerskabet gør ham velhavende på papiret. Hvis han solgte Agerupgaard, ville han stå med en stor formue. Men værdien ligger bundet i jorden og bygningerne og kan ikke uden videre bruges til privatforbrug.

- Det er jo ikke en ejendom, der understøtter et liv med luksusferier, siger han.

Frederik har derfor heller ikke et romantisk billede af ejerskabet som en garanti for et bekymringsfrit liv. Tværtimod taler han åbent om finansiering, jordpriser og risikoen for, at nye regler kan ændre ejendommens økonomi markant.

Samtidig er der noget i selve Reventlow-navnet, han gerne vil tage med sig. Det handler mindre om adel og titler end om den fortælling, familien selv har om tidligere generationers ansvar. Han fremhæver Christian Ditlev Frederik Reventlow og familiens rolle i blandt andet stavnsbåndets ophævelse som et eksempel på, at mennesker med jord, formue og magt også havde et ansvar for det samfund, de var en del af

Den tankegang præger også hans eget syn på jorden. Frederik ser ikke ejendomsretten som noget, der står over alle andre hensyn. Omkring vandboringer på Agerupgaards jord har han blandt andet valgt at tage arealer ud af almindelig drift, før han var tvunget til det, fordi han mener, at beskyttelsen af drikkevandet vejer tungt.

Det betyder ikke, at regulering er uden konsekvenser. Hvis store dele af jorden bliver ramt af sprøjteforbud uden økonomisk kompensation, kan jordværdien falde så meget, at det i sidste ende kan blive umuligt for ham at finansiere Agerupgaard. Han siger ligefrem, at et meget omfattende indgreb uden erstatning i værste fald kan betyde, at han ikke længere ejer stedet.

Historien mærkes ved kapellet

Vi går videre gennem området, ned mod søen og derfra mod det lille gravkapel, der ligger mellem træerne. Undervejs skifter Agerupgaard karakter. Ude ved markerne handler samtalen om fremtidens landbrug og natur. Ved kapellet træder de tidligere generationer langt tydeligere frem.

Frederik viser vej indenfor og går rundt mellem gravene. På væggene sidder våbenskjolde, og han peger blandt andet på Rudolph og Else Reventlow. Rudolph var fætter til Frederiks oldefar, og det var fra ham og senere enken Else, at Frederiks bedsteforældre overtog Agerupgaard.

Ved kapellet kommer Frederik i tanke om det særlige forhold mellem Else Reventlow og husholdersken Olga, som tidligere havde været hans farfars barnepige. De to boede sammen på Agerupgaard i mange år, og om vinteren tog de ind til København, hvor de opholdt sig i Olgas etværelses lejlighed. Selvom det var Olgas hjem, blev de gamle former holdt i hævd, og Else sov i soveværelset, mens Olga indrettede sig og sov i badekarret. Frederik beskriver deres forhold som både nært og samtidig tydeligt præget af datidens hierarki.

- Jeg synes, det er enormt flot. Det er virkelig fint og elegant, siger han, mens han ser på udsmykningen i kapellet.

Kapellet fortæller samtidig en historie, der rækker videre end Agerupgaard. Det hænger tæt sammen med Krenkerup og med det anspændte forhold mellem Danmark og Tyskland efter krigen i 1864. Frederik fortæller om det barnløse grevepar, der ikke ønskede at risikere at blive begravet på jord, som kunne blive tysk, og som derfor fik indrettet gravstedet her. Han sammenligner følelsen med den, en ukrainer i dag kunne have ved tanken om at skulle begraves på russiskkontrolleret jord.

På turen mærker man, hvor mange lag af historie der findes på stedet. Frederik kan føre forbindelserne mellem Agerupgaard, Krenkerup og andre godser langt tilbage, og familiehistorien dukker op i både malerier, gravsteder og fortællinger om mennesker, der for længst er døde.

Alligevel bruger han sjældent historien som argument for, at noget absolut skal fortsætte, som det altid har gjort.

Børnene skal selv vælge

Det kommer tydeligst frem, da samtalen falder på Frederiks egne børn og spørgsmålet om, hvem der en dag skal overtage efter ham.

Han håber, at hans børn måske får lyst, hvis Agerupgaard til den tid er et sted, der både giver økonomisk mening og kan være til gavn og glæde for dem. Men han har ikke tænkt sig at gøre det til deres opgave at sikre endnu en generation af familien på godset.

- Det er ikke min livsmission, at det her skal føres videre. Jeg skal først og fremmest være en god og nærværende far, siger Frederik.

Han synes, det ville være et urimeligt pres at lægge på sine børn, hvis de skulle vokse op med en forventning om, at familiens historie stod og faldt med deres valg. Og han ønsker heller ikke selv at måle, om hans liv er lykkedes, på om Agerupgaard stadig er i familiens eje den dag, han ikke længere skal have ansvaret.

Hvis det en dag krævede, at han ofrede tiden med børnene for at tjene de penge, der skulle til for at holde fast i ejendommen, ville han vælge familien.

Det betyder ikke, at det ville være let at sælge. Frederik siger, at det ville gøre ondt. Men han skelner mellem Agerupgaard og den person, der ejer stedet. Hvis han en dag ikke længere har nøglerne, vil hovedbygningen stadig stå her, markerne vil stadig ligge omkring den, og andre vil kunne drive jorden videre.

- Tænk, hvis mit livs lykke skulle være afhængig af Agerupgaard, siger han.

Da vi forlader kapellet og bevæger os tilbage gennem hovedbygningen, er historien stadig overalt omkring os. Den findes i huset, i landskabet, i våbenskjoldene og i navnet Reventlow. Frederik har overtaget ansvaret for det hele, og der er ingen tvivl om, at stedet betyder meget for ham.

Men måske siger det mest om godsejeren på Agerupgaard, at han ikke ønsker at blive fanget af det, han har overtaget. Han vil gerne passe på historien og udvikle jorden på en måde, han kan stå inde for, men det skal kunne fungere sammen med et liv uden for godset og med den familie, der betyder mere for ham end at være den næste mand i en ubrudt række af ejere.

Han er stadig ved at finde ud af, præcis hvordan det regnestykke skal gå op.