Nu er det kommet frem, at Danmarksdemokraterne har stukket en kæp i hjulet for planerne om et datacenter i industriområdet ved Nakskov.
- Vi er bekymrede for, om det her er et projekt, der er for tæt på Nakskov by, siger Georg Håkon Pedersen (DD), medlem af Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
I mandags skulle udvalget stemme om at ændre lokalplanen for industriområdet Stensø ved Nakskov, så virksomheder som datacentre kunne bygges. Fem af udvalgets medlemmer stemte for, mens Danmarksdemokraternes to medlemmer stemte imod og gjorde brug af standsningsretten.
"Lille" eller ej?
Selvom Danmarksdemokraternes gruppeformand, Benny Damgaard, i mandags sagde, at han ikke så noget i vejen for at stemme for ændringen af lokalplanen, har partiet nu ændret holdning.
Han kaldte sågar datacentret for et "lille, lokalt datacenter", men den udmelding vender Georg Håkon Pedersen nu på hovedet.
- Vi anser det ikke som et lille datacenter. Vi anser det som et datacenter, der ligger bynært, siger Georg Håkon Pedersen.
Her er partilinjen nok ikke fuldstændigt afklaret, for da Folketidende spørger Benny Damgaard, om han stadig mener, der er tale om et lille datacenter, er svaret mere uklart.
Du sagde jo i mandags, at der er tale om et "lille, lokalt datacenter". Mener du stadig det?
- Ja, det er jo lidt større. Men det, vi har fået oplyst, er, at det kun er en tyvendedel af det i Rødby. Og hvis alt det, der bliver fremlagt, passer, skal overskudsvarmen bruges i nogle drivhuse ved siden af. Det er det, vi er blevet oplyst om, og det kunne jeg jo godt se nogle fordele ved, siger gruppeformanden.
Man havde indtryk af, at I godt kunne have stemt for lokalplanændringen, og så kommer der en standsningsret i stedet for. Hvorfor?
- Ja, det er fuldstændig rigtigt. Det er, fordi vi lige vil vide, hvor alle partier står, så der ikke er nogen, der kører på frihjul, siger Benny Damgaard.
Inddrage alle
Han hentyder til, at det ikke er alle partier, der er med i udvalget. Derfor ønsker partiet at se, hvor alle de andre partier står.
Benny Damgaard mener, det er relevant, da SF's mandat, Ole Krarup, som lige nu er på orlov, har meldt ud, at han er imod datacentre og opfordrer til, at man stemmer ethvert forslag om centrene ned. Derfor er han spændt på at se, hvad partiet mener.
Ifølge Georg Håkon Pedersen ønsker han, at en beslutning om datacentre skal have det bredest mulige flertal. Derfor har han som nævnt gjort brug af standsningsretten.
Hvis ikke industriområde, hvor så?
Samtidig synes Georg Håkon Pedersen, at centret er alt for bynært.
Hvis det ikke skal ligge i en industripark, hvor skal det så ligge?
- Ja, det er jo et godt spørgsmål. Hvor skal sådan noget her ligge, og hvor meget har vi behov for? Det er jo sådan en dialog, man måske skulle have taget på samfundsniveau, siger Georg Håkon Pedersen.
- Vi vil have en statslig dialog om, hvor meget vi har behov for datacentre, og om vi i udkantsdanmark skal være dem, der lægger land til alle de fornødenheder, der skal bruges inde i storbyerne, siger Georg Håkon Pedersen.
Han kan godt se det smarte i at placere energitunge anlæg i områder, der producerer meget strøm. Men samtidig peger Georg Håkon Pedersen på, at der er pres på energinettet, og at datacentre kun vil gøre presset endnu større. Derfor mener han, at man bør prioritere, hvilken udvikling man ønsker at se fra staten.
Seneste artikler
Mug på væggene og gammel snavs: Glad smiley blev stram i betrækket
Flere timer langt kommunalt it-nedbrud er overstået
Langholtlukning: - Det er borgerne, der taber
Stoppet med overlæs på 91 procent, men uden kørekort
Her er planerne for datacentret i Nakskov
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Bostedet Langholt lukker
Lolland mister økonomichef Sonja Baunbæk til Brøndby