Udenrigspolitisk Nævn rejser til Tibet

Den landflygtige Dalai Lamas besøg i København har sat nyt fokus på forholdene i Tibet. Og om kort tid får danske politikere lejlighed til ved selvsyn at danne sig en mening om situationen i Himalaya-riget.

I juni tager en delegation fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn af sted på en ugelang rejse, oplyser Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre.

- Efter planen tager vi til både Kina og Tibet, siger han.

Formålet med turen er todelt. Nævnets medlemmer vil for det første gerne have føling med, hvad der foregår i Kina, som bliver en større og større verdensmagt.

Politikerne vil både have kontakt med det officielle Kina og også prøve at få en fornemmelse af, hvordan det går med menneskerettighederne.

- Den anden del gælder Tibet. Det er meget vigtigt at følge op på processen med at indføre demokrati - eller den manglende indførelse af demokrati - og kulturel selvstændighed, siger Michael Aastrup Jensen.

Han er opmærksom på, at det kan blive meget vanskeligt for de danske politikere at få adgang til at tale frit med almindelige tibetanere uden kinesisk opsyn.

- Det er selvfølgelig altid risikoen, når man kommer ind i et land som Kina og et hotspot-område som Tibet. Men det er heldigvis ikke Nordkorea, vi kommer til, så vi kan jo selv beslutte, hvor vi går hen, og hvem vi taler med, siger V-ordføreren.

Rejseprogrammet for nævnets medlemmer er endnu ikke offentligt tilgængeligt.

Samtidig forbereder Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, en forespørgselsdebat i Folketinget. Han vil høre, om regeringen har planer om at tilbagekalde den omstridte "verbalnote" om Tibet fra december 2009.

I erklæringen, som blev vedtaget af alle partier minus Enhedslisten og DF, lover Danmark aktivt at modarbejde selvstændighed for Tibet.

/ritzau/

Danske politikere vil se forholdene i Tibet med egne øjne. Det Udenrigspolitiske Nævn besøger regionen i juni.

Offentliggjort Sidst opdateret