Guldborgsund

Stadionparken skal være et nyt aktivitetsområde tæt på bymidten, hvor natur og fællesskab forenes. Kilde: Liv i Stubbekøbing

'Stadionparken' tæt på målet

Pengene er tæt på at være på plads til et nyt natur- og aktivitetsområde i Stubbekøbing.

Offentliggjort

Stadionparken

'Liv i Stubbekøbing' er kommet et stort skridt nærmere en ny natur- og aktivitetspark i byen.

Omkring 3 af i alt 4 millioner er blevet samlet ind til en nyt samlingspunkt i byen.

Området skal rumme mulighed for leg, ophold, bevægelse og naturoplevelser tæt på bymidten, mens man bevarer de eksisterende petanque- og krolfbaner.

Godt 3 ud af 4,1 millioner er i hus til et nyt aktivitets- og fællesskabsområde i Stubbekøbing, lyder det fra arbejdsgruppen bag projektet.

Det kan næsten dække første etape af projektet, der udgør i omegnen af 3,2 millioner.

– Vi er enormt glade og stolte over den opbakning, projektet har mødt. Det viser, at der er tro på visionen om at skabe et åbent og levende samlingssted for hele byen, lyder det fra initiativtagerne bag projektet i en pressemeddelelse.

Projektet er tænkt som et inkluderende natur- og aktivitetsområde tæt på Stubbekøbing bymidte for børn, unge, ældre, familier, enlige og Stubbekøbingborgere og besøgende året rundt.

Det udspringer af et lokalt ønske om at skabe flere mødesteder og styrke fællesskabet i byen.

Lokale ildsjæle

Bag initiativet står en arbejdsgruppe under Liv i Stubbekøbing. Den tæller Katrine Burmann, Karina Schou, Nicoline Kjerulff og Malene Bylov. Udover kvartetten har flere institutioner, foreninger og erhvervsliv bakket op om projektet, der har modtaget positiv opbakning.

– Vi oplever stor lokal interesse og mange positive tilkendegivelser fra borgere, som glæder sig til at følge projektet. Det giver energi til det videre arbejde, lyder det fra gruppen.

En række bidragsydere

Det seneste navn, der kan skrives på listen over bidragsydere, er LAG Sydhavsøerne, og projektet er desuden støttet af Guldborgsund Kommune, Friluftsrådet og Nordea Fondens pulje 'Vores Egn'.

Gruppen arbejder videre med at søge fonde til den resterende del af projektet, og håber, at Stadionparken kan blive et samlingspunkt, som både nuværende og kommende generationer kan få glæde af.

Området skal ligge bag hallen i Stubbekøbing. Kilde: Liv i Stubbekøbing.