Sport

Holger Schou Rasmussen sejrede torsdag aften i bordfodbold for borgmestre - for fjerde gang i træk. Foto: David Arnholm
Holger Schou Rasmussen sejrede torsdag aften i bordfodbold for borgmestre - for fjerde gang i træk. Foto: David Arnholm

Holger Schou gjorde det igen – Danmarks bedste for fjerde gang i træk

Årets borgmesterdyst i bordfodbold cementerede Holger Schou Rasmussens status som landets bedste borgmester i bordfodbold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har vundet tre gange før, og torsdag aften gjorde Holger Schou Rasmussen det igen – sejrede i bordfodbold for borgmestre.

Dysten er blevet en tradition på Folkemødet på Bornholm, og samtlige gange, konkurrencen har været holdt, har Holger Schou Rasmussen vundet. De tre første gange var det med Simon Hansen fra Guldborgsund som makker, men i år var Simon Hansen forhindret i at deltage.

Holger Schou Rasmussen skulle derfor have en ny makker i forsvaret, og det blev Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen. De to gik ubesejret gennem turneringen.

Sølvræven fra Lolland slår til igen.

Først blev borgmestrene fra Skanderborg Syddjurs besejret 7-4, og sejren blev i høj grad tilskrevet Holgers indsats i angrebet.

- Sølvræven fra Lolland slår til igen. Holger kan altså noget der! bemærkede kommentatoren.

Endnu en pokal kommer til borgmesterkontoret i Maribo. Foto: David Arnholm

I anden kamp blev Esbjerg og Greve fejet af banen med 10-0.

I tredje kamp bragte Silkeborg-Herning sig foran, og højest overraskende valgte Holger Schou Rasmussen og Johannes Lundsfryd Jensen at bytte plads, så Holger kom i forsvaret og Johannes i angrebet.

Det hjalp. Kampen endte med en tredje sejr: 9-2.

Og i fjerde kamp var det vestegnsborgmestrene fra Brøndby og Høje Taastrup, der ventede. Det endte med at blive en spændende kamp, der bølgede frem og tilbage og længe var meget lige. Men i de afgørende sekunder trak Lolland og Middelfart fra og sejrede 9-7.

Dermed var Holger og Johannes klar til en finale, som de gik ind i som favoritter.

- Det kommer næppe bag på nogen, at Holger og Johannes - borgmestrene fra Lolland og Middelfart - er det ene finalehold! lød det.

Modstander var Skanderborg-Syddjurs, som de altså allerede havde besejret 7-4.

Holger lagde ud med at score til 1-0, inden modstanderne reducerede til 1-1. Det blev også 3-1, inden modstanderne reducerede til 3-2. 

Så var mesterskabet en realitet, og det var et par tilfredse borgmestre, der kunne fejre sejren med en kold fadøl.

- Jeg var på hold med en af de bedste borgmester-bordfodboldspillere i historien. Så på den måde var det ikke overraskende, sagde Johannes og sendte en hilsen til modstanderne:

- Jeg har stor respekt for kollegerne, der har trænet i kældrene under rådhusene i ugevis og månedsvis.

Holger Schou Rasmussen anerkendte Johannes Lundsfryd Jensens rolle i sejren.

- Jeg glæder mig over min nye makker. Han faldt naturligt ind i spillet på samme høje niveau som Simon og forstod taktikken, bemærkede han.

Men næste år forventer at Holger Schou Rasmussen at stille op med Simon igen – hvis de altså stadig er borgmestre til den tid. Det er jo op til vælgerne at afgøre til november.