Sport

Marcus Brolund er vokset op i Nykøbing og har siden 3-års-alderen spillet for Nykøbing FC. I dag, som 16-årig, spiller han på VB Akademiets U17-hold hos Vejle Boldklub. Foto: Maria Glasius Lange

Marcus var kun tre år, da talentet lyste igennem – nu er han udtaget til landsholdet

16-årige Marcus Brolund er et af de helt unge fodboldtalenter, der har skrevet kontrakt med en superligaklub, og nu har en hverdag langt fra sin familie. For en måned siden blev han udtaget til U18-landsholdet. Men talentet er fremvokset på de grønne plæner hos NFC. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Blå Bog

Navn: Marcus Brolund

Alder: 16 år (født 4. oktober 2008) i Nykøbing F. 

Klub: Spillede på NFC's U19-hold, før han flyttede til Vejle for at gå på Vejle Idrætsefterskole. 

Har nu skrevet kontrakt på VB Akademiets U17 Liga-hold frem til 30. juni 2027. 

Herefter træder han op som seniorspiller. 

Er derudover udtaget til U18-landsholdet. 

Er vokset op med mor Anja, far Jack og storesøster Amalie. 

Marcus Brolund var egentlig for ung, da han første gang insisterede på, at han skulle gå til fodbold. 

Men hverken alderskrav eller ti bomstærke forsvarsspillere kunne holde ham fra at blive en del af Ole Nielsens børnehold i det, der i dag er NFC. Og da han næste dag tog med til træning, kiggede både hans far og den erfarne fodboldtræner forbløffede på. 

For den 3-årige knægt havde talent.

I dag er han udtaget til U18-landsholdet og har skrevet kontrakt med Vejle Boldklubs U17 Liga-hold (VB Akademiet). Udtalelser om, at han er hurtig, tænker fremadrettet, har en fin indlægsfod og en stærk mentalitet flyver ned over ham fra talentchef Steen Thycosen. 

Han ved det godt selv, Marcus Brolund, for det fylder alt i hans liv lige nu. 

Fodbold er årsagen til, at han flyttede hjemmefra som 15-årig. At han står op klokken 7 hver morgen for at studere på HF. At han træner to gange om dagen udover sin skolegang, og at han selv må stå for tøjvask og madlavning. Noget, som de færreste 16-årige bekymrer sig om i deres hverdag. 

- Men vi har aldrig oplevet hans engagement falde. Vi har aldrig skulle lokke ham ud på banen eller med til en kamp. Tværtimod arbejder han lidt på at styre sit temperament på banen. For han har et virkelig stort energiniveau. Og selvom han ikke er så høj (han er 172 centimeter), så skiller han sig ud med sin energi og sin venstrefod, siger hans far, Jack Olsen. 

Vejle er vokset på Nykøbing-drengen, og han føler sig mere og mere hjemme i sin nye by. Foto: Maria Glasius Lange

Tilbud rullede ind

Marcus Brolund er vokset op i Nykøbing og ganske tæt på NFC's fodboldbaner. Han brugte for det meste frikvartererne på at spille fodbold, og i fritiden kunne han lide at fordybe sig i billeder og historier om Ronaldo og andre fodboldstjerner. Hvis han altså ikke jonglerede en bold på en nærliggende græsplæne. 

Klubben kan godt lide hans spil, men de kan også lide hans personlighed.

Jack Olsen, far

- Jeg har spillet med mine venner, fra vi var helt små. Så NFC har betydet meget for mig og for min udvikling, forklarer han. 

Da han nærmede sig de 14 år, kunne forældrene godt mærke, at flere store klubber havde bemærket ham. OB inviterede ham til træning, og det samme gjorde FC Nordsjælland. 

De lokkede med et stadion, flotte lejligheder, pæne biler. Men forældrene takkede nej. Han var for ung og skulle færdiggøre folkeskolen, før han flyttede så langt væk.

I stedet trænede han som førsteårs U17-spiller med på U19-divisionsholdet hos Nykøbing FC, indtil han fik sin afgangseksamen. 

- Da han skulle på efterskole, rettede vi øjnene mod Vejle. Vejle Idrætsefterskole har nemlig et samarbejde med Vejle Boldklub, hvor man kan blive udtaget til træning. Dermed kunne han spille på liganiveau uden at skulle binde sig til en kontrakt i tre år, og han kunne afprøve det at være væk fra sin mor og far. Ligesom han kunne afprøve, hvordan han har det med at blive presset af træning både morgen og aften flere dage om ugen, forklarer Jack Olsen. 

Drømmen om United

Marcus Brolund i rød T-shirt for Vejle Boldklub. Privatfoto

Inden han for alvor begyndte efterskoleåret, blev Marcus Brolund udtaget til eliteholdet på VB Akademiet. Imens havde han sit ungdomsliv på efterskolen og lærte at blive mere selvstændig, så han var klar til at bo på egen hånd, når året var omme. 

Samtidig blev Jack Olsen kontaktet af en agent fra Brøndby. Han havde spottet, at den snart 15-årige Marcus ikke havde skrevet kontrakt endnu og tilbød sin hjælp, da flere klubber formentlig snart ville kaste sig over ham. 

Som barn i den mørkeblå NFC-trøje. Privatfoto

- Det takkede vi ja til, for vi kunne ikke blive ved med at give afslag. På et tidspunkt skulle vi hoppe på bussen, før de mistede interessen. Samtidig vidste jeg, at jeg ikke selv skulle være agent for min søn. 

Stort set hver weekend kører Anja og Jack Olsen fra Nykøbing til Vejle for at se deres søn spille. De er stolte helt op til skyerne, det er der ingen tvivl om. At blive udtaget til en superligaklub og til U19-landsholdet sker for ganske få.

Men der er noget, som de er særligt stolte af. 

- Klubben kan godt lide hans spil, men de kan også lide hans personlighed. For han er ydmyg. Han går ikke og vifter med en kontrakt, selvom der ikke er så mange 16-årige, der har skrevet kontrakt med en superligaklub. Og det er det, jeg er allermest stolt af, forklarer Jack Olsen.

For Marcus selv har det været stort at blive matchet med og mod de bedste ungdomsspillere i U19 Ligaen. Og selvom han drømmer stort, så ved han, at det er nu, han skal bide sig fast. 

- Jeg drømmer om at udvikle mig mere i Vejle og tage springet op i 3F Superliga. Og når jeg har gjort det, så vil jeg gerne til min drømmeklub i Manchester United.