Hjemløsefodbold i Nykøbing

- Man kan godt være lidt nervøs, men det var meget sjovt, fortalte Benjamin Vinder i halvlegen. Foto: Stine Schou

Nyt særligt fællesskab: Rekord på premieredagen 

For første gang var der fodbold for hjemløse og udsatte i Nykøbing FC og det var en stor succes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spillerne gav sig fuldt ud, da der torsdag for første gang var fodbold for hjemløse og udsatte på Nykøbing FCs baner. Der blev driblet, lavet tunneller, tacklet, rullet i græsset og lavet langskud, der gav det der metalliske ekko, når et ellers perfekt skud på mål rammer stolpen. "Ejjj, kom igen", lød det opmuntrende fra træner og tilskuere. For dem var der skam også. 

I halvlegen fanger Folketidende en af de 12 spillere, der har driblet rundt på Nykøbing FCs kunstgræsbane.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at prøve. Jeg har været med her ved siden af i noget tid, men synes, det kunne være sjovt at prøve en anden slags fodbold, fortæller Benjamin Vinder, 40. Han har gået til fitnessfodbold, men Ombolds nye hold trak i ham.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at prøve en anden slags fodbold og se, hvad det var for nogle mennesker og der var en, der sagde, det var en anden aldersgruppe. 
Benjamin Vinder er psykisk syg. Han bor i bofællesskabet og synes, det er meget sjovt at spille med de andre nye, der blandt andet er brugere af værestedet Perronen. En af de andre på banen spiller på hjemløselandsholdet, så der var også et højt niveau.

Nyt fodboldfællesskab for hjemløse og udsatte i Nykøbing

Det er NGO'en OmBold, der i samarbejde med Nykøbing FC, DBU Bredde og Guldborgsund Kommune står bag initiativet.

Formålet er, at skabe fællesskab, trivsel og håb for mennesker i hjemløshed, rusmiddelbrug og social isolation gennem gratis, inkluderende fodboldtræning.

Det foregår hver torsdag kl. 11.00-13.00 hos Nykøbing FC, Østre Allé 123 B, 4800 Nykøbing F.

Nøgleord for træningen:

  • Fokus på fællesskab frem for teknik

  • Tilgængelighed og rummelighed for alle deltagere

  • Gratis deltagelse

Støtte: Projektet er støttet af Nordea-fonden og har en national målsætning om at inkludere mindst 360 mennesker årligt i 12 kommuner.

Læs mere her: ombold.dk/inklusion-i-fodbold-danmark

- Man kan godt være lidt nervøs, når man løber rundt, ler han, men det er meget sjovt. 

- Jeg har ikke spillet på højt plan, men lidt fodbold har jeg spillet. Også da jeg var helt lille. Miniput.

Hvad er det, der er fedt ved at spille fodbold?

- Man får rørt sig på en anden og god måde, siger Benjamin Vinder, der selvom solen bagte, ikke  lader sig slå ud af varmen.

Kommer ud tilbage igen?

- Ja, det håber jeg, smiler han. 

En lettere adgang til fællesskab og foreningsliv

Og netop det her med at komme tilbage, det er noget projektleder i Ombold Astrid Jacobsen håber på. Hun fortæller, at der tidligere har været fodbold for hjemløse og udsatte, men i andre rammer. Derfor er hun glad for samarbejdet med indtil videre 12 klubber rundt om i landet, hvor Nykøbing FC er nyeste skud på stammen.

- Det er det her med, at de også får oplevelsen af, at de er en del af klubben ligesom alle vi andre medlemmer. De kommer her og spiller, kan bruge omklædningsrummene, der er træningsudstyr osv. 

Udover den materielle og fysiske fordel er der også den, der handler om en tilknytning til et fællesskab. 

Man får rørt sig på en anden og god måde.

Benjamin Vinder

- Hvis der er opbakning fra klubben, så sker der det her med, at "Jamen, vi er jo også en del af Nykøbing FC" og så kan det jo ske, det har vi set andre steder, at så tager de måske med ud og ser klubbens 1. hold spille, så der bliver skabt relationer på tværs. Det afhænger selvfølgelig af, hvor man er henne. For nogle er det rigeligt at komme og spille og så skal de ikke mere, men for andre er det fedt pludselig at få adgang til det her foreningsliv, som for mange af dem er lidt lukket land. Det kan være på grund af økonomi eller det sociale. Det her med, at man skal starte på et almindeligt hold, og det første man bliver spurgt om, det er "Nå, men hvad laver du så?", så er det måske ikke superfedt at skulle sige "Jamen, jeg er til afrusning", så det er tanken, at det er en lidt lettere adgang til foreningslivet, fortæller Astrid Jakobsen.

Med det humør, der er på banen, kunne noget tyde på, at der også på torsdag vil være spillere nok til at skabe nogle gode kampe på femmandsbanen.

- Det sker, at der til den første træning bare kommer et par stykker, fordi det skal lige startes op, så det her med at stå og der så er så mange, jeg tror nærmest, det er deltagerrekord til en træning, så det er ret fantastisk, fortæller hun.

Måske har de bare gået og ventet på, at kunne spille fodbold?

- Ja, det tror jeg. Det er superfedt og viser, at der er et behov og det giver mening, slutter Astrid Jakobsen.

Der er træning hver torsdag kl 11-13 - også i sommerferien.