En gruppe på 23 veteraner fra Kinas kommunistparti kræver i et brev, at den nuværende ledelse åbner for fuld ytringsfrihed.
Ytringsfrihed er garanteret i Kinas forfatning, men bliver ikke praktiseret, hedder det i brevet, som bliver gengivet på internettet af China Media Project, der er en gruppe med tilknytning til universitetet i Hongkong. Dokumentet refereres også af det britiske nyhedsmedie BBC.
Blandt underskriverne er Hu Jiwei, som tidligere var chefredaktør for kommunistpartiets hovedorgan, Folkets Dagblad, samt Li Rui, der er tidligere personlig sekretær for kommunistpartiets mangeårige leder Mao Zedong.
Underskriverne henviser til udtalelser fra partileder og præsident Hu Jintao om ytringsfrihed.
- Gennemfør artikel 35 i Kinas forfatning, ophæv censur og gennemfør borgernes ret til ytringsfrihed og pressefrihed, lyder titlen på brevet, som er rettet til den stående komité i Kinas nationalforsamling, Den nationale folkekongres.
Artikel 35 i Kinas forfatning blev vedtaget i 1982.
- Kinas borgere har ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed, organisationsfrihed, frihed til sagsanlæg og frihed til at demonstrere, lyder paragrafen.
Brevskriverne henviser til, at paragrafen har eksisteret i 28 år uden at blive praktiseret.
- Det falske demokrati med formel støtte og modarbejdelse i praksis er blevet et skandaløst kendetegn til historien om verdens største demokrati, skriver partiveteranerne i deres usædvanlige udfordring af den kinesiske ledelse.
Brevet er blevet kendt uden for Kina få dage efter den oppositionelle Liu Xiaobo fik tildelt Nobels fredspris.
Brevet blev lagt ud på hjemmesider i Kina, men er meget hurtigt blevet fjernet af censorerne, oplyser China Media Project.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie