Efter fem års studier har jeg valgt at tage et halvt år fri fra Københavns universitet for at arbejde på et hospital i det østafrikanske land Uganda. Dette valg har jeg aldrig fortrudt, selv om Uganda er et af Afrikas fattigste lande, og sundhedsvæsenet er mangelfuldt og overbebyrdet!
Da jeg i juli ankom til Ugandas hovedstad med al dens slum, larm og mennesker, tænkte jeg på, hvad det dog var, jeg havde rodet mig ud i. Jeg kan stadig - efter mere end tre måneder - få den tanke, når jeg står på hospitalet og mangler medicin og instrumenter.
Det er svært at forestille sig et hospital, hvor der ikke er sygeplejersker til at tage sig af patientplejen, men sådan er det her. Familiemedlemmer skiftes til at komme og hjælpe deres syge pårørende med alt fra personlig hygiejne, tøjvask og indkøb af mad.
Intet er gratis udover den seng, man ligger i, og man kan end ikke være sikker på at få en madras. Uganda har officielt gratis sundhedsydelser til hele befolkningen, men pengene, der er sat af hertil, rækker ikke engang til lægernes lønninger. Så man kan nok forestille sig, at der her er brug for alle de hjælpende hænder, der kan fremskaffes.
Mit arbejde har primært været koncentreret omkring skadestuen, hvor lægerne er overdynget i arbejde og skal løbe stærkere end menneskeligt muligt for at nå alle patienter. Her har jeg brugt meget tid på at lappe sår og flænger sammen med specialbehandlede kattetarme, som stadig anvendes i stor stil her. Lokalbedøvende midler er til stede omkring halvdelen af tiden, og ellers bider patienterne smerten i sig. Det er en utrolig anderledes oplevelse end at arbejde i det danske hospitalsvæsen, hvor sådanne basale ting altid er til stede.
Det er nok de færreste der kan forestille sig, at komme ind på en dansk skadestue, vente seks timer med et blødende sår og derefter ikke blive bedøvet, når det skal syes sammen. I hvert fald ville sådan en behandling ofte afføde et vredt klagebrev til hospitalsdirektøren.
Et andet sted på hospitalet ligger en hel afdeling af kræftramte børn i alle aldre. Her har jeg også arbejdet over en længere periode, for at få indblik i både arbejdet med børn og deres forældre under så ultimativt stressende omstændigheder.
Selvom børnene her er utroligt syge og helbredelse en sjældenhed, er der en stemning af håb på afdelingen. Der er ét stort rum med cirka tredive senge. Mødre og fædre våger ved deres børn, mens de taler med naboen eller leger med de mindre søskende, der ikke kan være alene hjemme. Her er så meget mere liv end på nogen dansk afdeling, og der er ingen regler om, at syge børn skal ligge i deres senge. Jeg har fået klistermærker med Walt Disney figurer sendt herned, og børnene elsker mig højt for dem. Hver gang jeg har undersøgt et barn, får det lov at vælge et fra arket.
I begyndelsen græd børnene ved synet af mig, fordi de aldrig havde set et hvidt menneske før. Nu løber de mig i møde om morgenen, hvis de overhovedet kan komme ud af deres senge. Det er en særdeles livsbekræftende oplevelse at se så tapre børn, der hver eneste dag kæmper for at leve på trods af de alvorlige kræftsygdomme, der så ufortjent har ramt dem.
Jeg tror, at alle i Danmark vil give mig ret i, at videnskaben har gjort det godt indenfor kræftforskningen de seneste 20 år. Men det kan man ikke mærke i Uganda. Som de andre læger, ved jeg, hvilken form for medicin, børnene skal have for at have de bedste muligheder for overlevelse.
Realiteten er, at selv om jeg udskriver den rigtige medicin, så findes den bare ikke her. Selv i en situation, hvor medicinen kan skaffes hjem, så er det familierne, der selv skal betale for den. En familie med syv børn, en hjemmegående mor og en arbejdende far kan let have under 400 kroner at leve for om måneden. Derfor nytter det intet, at jeg udskriver medicin eller undersøgelser, der koster flere tusinde kroner.
Overlevelsen er meget lav af samme grund, så sorg og død er en stor del af dagligdagen på denne afdeling. I Danmark gemmer vi vores sorg væk i en kleenex, men her får den frit løb. Forældre til børn, der ikke klarede det, græder højt i alles nærvær, de er ikke flove over deres følelser eller forsøger at gemme sig. De tager deres døde med sig i armene, så de kan begraves hjemme i landsbyen. Døden er ikke det tabu, det er i den vestlige verden.
For en sindig vesterlænding som mig, er det en utrolig udfordring at arbejde i et miljø, der er så anderledes end det danske. Frustrationerne over ressourcemanglen kunne let overskygge dagligdagen, hvis jeg gav dem lov.
Det er dog så fantastisk givende at gøre en forskel for mange mennesker ved at tilbyde sin gratis arbejdskraft indenfor det fag, jeg elsker så højt. I Danmark er der altid en anden læge til at tage over, men sådan er det ikke i Uganda. Her tæller hver en hjælpende hånd og hver arbejdsdag er fyldt med udfordringer.
Det er derfor, jeg trods mange hårde oplevelser, ikke et sekund har fortrudt mit valg om at tage til Uganda som frivillig læge.
Eva Rye Rasmussen
redaktion@folketidende.dk
