Mange af de unge førstegangsvælgere peger på offentlig transport som en af de vigtigste mærkesager til kommunalvalget. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen, FT
Elever: Manglende busser påvirker mulighederne for et socialt liv
Når busserne i Guldborgsund ikke passer med skoletiden, bliver det et politisk spørgsmål om mobilitet og lige muligheder. Unge efterlyser handling – og en transport, der tager deres hverdag alvorligt.
Unge i Guldborgsund kæmper med offentlig transport, der ikke passer med skoletider, hvilket påvirker deres sociale liv og lyst til at blive boende.
Politikere som Camillo Krog og Britta Lange erkender problemet og arbejder på fleksible løsninger som on-demand minibusser for at forbedre mobiliteten og livskvaliteten.
Det er lidt uretfærdigt, at man næsten skal have bil for at kunne være med. Det burde ikke være sådan, når man bor i en kommune som vores.
Sigrid Risom, gymnasieelev, 18 år
Busser, der ikke passer med skoletiden. Lange ventetider. Og en følelse af, at man bliver efterladt, hvis man ikke har et kørekort eller forældre, der kan hente én.
Sådan beskriver mange unge i Guldborgsund deres hverdag, når snakken falder på offentlig transport.
Det blev tydeligt, da Folketidende besøgte fire klasselokaler samt kantinen på Nykøbing Katedralskole og talte med 76 elever om livet som ung i kommunen.
- Hvis man skal møde klokken otte, skal man tage bussen klokken syv og sidde og vente, fortalte en elev.
- Når man skal hjem, passer busserne heller ikke. Det betyder, at man nogle gange ikke kan være med til noget efter skole, fordi man simpelthen ikke kan komme hjem.
Annonce
Flere elever fortalte, at transporten påvirker både deres sociale liv og lyst til at blive boende.
- Transporten betyder jo, om man kan være en del af det sociale liv. Mange flytter, fordi det bare er lettere andre steder, siger Clara Nordly, 18 år.
Veninden Anna Matthisson, 18 år, nikker:
- Vi har venner, der bruger bussen hver dag, og det er rigtig svært for mange af dem. Enten kommer de for tidligt eller for sent. Det er frustrerende.
- Der mangler busser
Eleverne peger på, at det især er unge fra landsbyer og mindre byer, der mærker problemerne.
Eleverne fortalte flere historier om hvordan den offentlige transport ikke fungerer godt nok. Foto: Folketidende
- Hvis du bor lidt ude, skal du tage afsted en time, før undervisningen starter. Og når du skal hjem, skal du vente næsten lige så længe, fortalte en elev under klassesamtalerne.
En anden tilføjede:
- Det sætter jo en grænse for, hvad man kan deltage i. Det handler ikke kun om skole, men om hele ens liv.
Også Ilyas Elmi, 18 år, oplever transporten som en barriere for trivsel:
Annonce
- Det er svært at være spontan. Man føler sig lidt fanget. Hvis man ikke lige bor i Nykøbing, skal man planlægge alt omkring busserne.
Markus Stenning, 18 år, der går i musikklasse, sætter ord på den følelse mange deler:
- Man vil jo gerne tage til arrangementer, koncerter eller bare mødes med venner, men det bliver tit et projekt. Det kunne være fedt, hvis det var nemmere bare at komme frem og tilbage.
Om undersøgelsen:
Folketidende har besøgt Nykøbing Katedralskole for at tale med elever om kommunalvalget og livet som ung i Guldborgsund.
Der blev gennemført spørgeskemaer og samtaler i fire klasselokaler samt interviews med elever i kantinen og på gangene.
I alt deltog 76 førstegangsvælgere i undersøgelsen.
- Det rammer især dem uden bil
For mange unge bliver transporten også et spørgsmål om social ulighed.
- Hvis du ikke har bil eller forældre, der kan hente dig, så er du lidt på røven, som en elev sagde.
- Der er mange, der bliver hjemme, fordi det er for bøvlet. Det handler også om trivsel, ikke bare om busser.
Også Sigrid Risom, 18 år, oplever det som et problem, der skaber forskel:
- Det er lidt uretfærdigt, at man næsten skal have bil for at kunne være med. Det burde ikke være sådan, når man bor i en kommune som vores, siger hun.
- Det må ikke være et lotteri at kunne møde i skole
Annonce
Britta Lange og Camillo Krog er enige om, at de unge mangler pålidelig offentlig transport. Privatfoto
Medlem af Teknik-, Klima- og Miljøudvalget, Camillo Krog, Liberal Alliance, forstår de unges frustration.
- Jeg kan godt følge de unge i, at det er en udfordring. Det må ikke være et lotteri at kunne møde til tiden, fordi busserne ikke passer. Det handler om mobilitet - og om lige muligheder, siger han.
Han peger på, at udfordringen ikke er ny, men at kommunen og Region Sjælland skal arbejde tættere sammen for at skabe mere fleksible løsninger.
- Vi kan ikke have busser, der kører tomme, men vi kan bruge teknologien smartere. On-demand-løsninger, hvor man kan bestille en minibus via en app, er vejen frem.
- Transport og trivsel hænger sammen
Formanden for Socialudvalget, Britta Lange (S), deler bekymringen - og peger på, at der allerede er nyt på vej.
- De to ting hænger tæt sammen - transport og trivsel, siger hun.
- Hvis man ikke kan komme frem og tilbage, så bliver man isoleret.
Hun tilføjer, at mange af de beslutninger, der påvirker den kollektive trafik, ligger uden for kommunens direkte kontrol.
- Vi er afhængige af regionen, men vi kan presse på. Og det gør vi. For det her er ikke bare et spørgsmål om transport - det handler om livskvalitet og om, hvorvidt unge føler sig som en del af fællesskabet, siger hun.
Annonce
- Det handler om at kunne deltage
Hos eleverne er håbet, at kommunen tager deres oplevelser alvorligt - og ikke ser transport som et teknisk problem, men som en del af det sociale liv.
- Det handler ikke bare om at komme i skole, siger Oliver Kirkeby, 18 år.
- Det handler om at kunne være en del af fællesskabet. Det er svært at føle sig hjemme, hvis man ikke kan komme nogen steder.