KV25

Folketidende var forbi fire klasser på Nykøbing Katedralskole for at høre førstegangsvælgernes holdninger og ønsker op til kommunalvalget. Foto: Folketidende

De unge elsker Lolland-Falster - men ser ingen fremtid her

Folketidende besøgte fire klasser på tredje årgang på Nykøbing Katedralskole for at tale med førstegangsvælgere om kommunalvalget. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Unge på Lolland-Falster søger fremtid udenfor kommunen

  • Elever på Nykøbing Katedralskole elsker deres hjemstavn for naturen og fællesskabet, men manglen på uddannelsesmuligheder og sociale mødesteder får dem til at overveje at flytte.
  • Offentlig transport er en udfordring for de unge, og det begrænser deres sociale liv og deltagelse i aktiviteter. Derfor har de svært at se en fremtid i Guldborgsund som unge.

Jeg håber, jeg kan komme tilbage engang. Men der skal ske noget, før det bliver attraktivt for unge at blive.

Anna Matthisson, 18 år, gymnasieelev

De smiler, når de taler om deres kommune. 

De fleste af eleverne på Nykøbing Katedralskole er vokset op i Guldborgsund, og de nævner naturen, trygheden og sammenholdet som det bedste ved at bo her. 

Det er tydeligt, at eleverne er stolte af deres egn, men mange forventer alligevel at flytte væk. For når snakken falder på fremtiden, ændrer tonen sig hurtigt. 

- Når vi er færdige, skal vi jo videre. Der er bare ikke rigtig noget, man kan uddanne sig til hernede, sagde en af eleverne, da Folketidende var forbi skolen for at tale om kommunalvalget.

Om undersøgelsen:

Folketidende har besøgt Nykøbing Katedralskole for at tale med elever om kommunalvalget og livet som ung i Guldborgsund. 

Der blev gennemført spørgeskemaer og samtaler i fire klasser (3a, 3b, 3u, 3z)  samt interviews med elever i kantinen og på gangene.

I alt deltog 76 førstegangsvælgere i undersøgelsen.

- Der er flere muligheder for uddannelser i København og Odense. Her er det lidt som om, alt stopper efter gymnasiet, tilføjede en anden.

Folketidende var forbi fire klasselokaler, hvor vi talte med elever om, hvad de håber på, politikerne vil gøre for de unge - og hvad der skal til, for at de kan se sig selv blive boende i kommunen.

- Man skal betale for at lave noget

Mange elever nævnte, at der mangler steder, hvor unge kan mødes uden at det skal koste penge.

Der var 76 elever på Nykøbing Katedralskole, der deltog i en undersøgelse og efterfølgende debat. Foto: Kristoffer Lindegaard

- Der er ikke rigtig nogle kulturhuse, hvor man bare kan tage hen og være sammen. Man skal næsten betale for at kunne lave noget med andre, sagde en elev under en af samtalerne.

Flere pegede på Den Lille Fede Festuge i august som et eksempel på, hvordan det kan se ud, når der faktisk sker noget for unge i Nykøbing: 

- Det var fedt, da Den Lille Fede Festuge var her. Der var musik, mennesker og god stemning. Sådan noget burde der være mere af, sagde en elev. 

- Det samlede unge og ældre på en måde, man ellers sjældent ser hernede.

Også 18-årige Oliver Kirkeby, der selv er aktiv i Konservativ Ungdom, savner mere liv mellem markerne. 

Anna Matthisson og Clara Nordly vil gerne vende tilbage til egnen efter endt uddannelse, hvis tingene bliver forbedret. Foto: Kristoffer Lindegaard

- Der er ikke super meget for unge her i kommunen. Hvis man skal i byen, er der kun to steder at tage hen. Ellers er det bare privatfester. Det kunne være fedt med kultursteder eller steder, hvor man bare kan hænge ud, siger han.

- Det er svært at komme frem og tilbage

Et andet emne, der gik igen i alle klasselokaler, var offentlig transport. Særligt elever fra landsbyer uden for Nykøbing fortalte, at busserne sjældent passer til deres hverdag.

- Hvis man skal møde klokken otte, skal man tage bussen klokken syv og sidde og vente. Når man skal hjem, passer busserne heller ikke, fortalte en elev.

- Det betyder, at man nogle gange ikke kan være med til noget efter skole, fordi man simpelthen ikke kan komme hjem.

Se videoen - de unge peger på et overset emne i debatten: 

Også Anna Matthisson og Clara Nordly, begge 18 år, oplever det samme problem. 

- Vi har venner, der bruger bussen hver dag, og det er rigtig svært for mange af dem. Enten kommer de for tidligt eller for sent. Det er frustrerende, siger Anna. Clara tilføjer:

- Transporten betyder jo, om man kan være en del af det sociale liv. Mange flytter, fordi det bare er lettere andre steder.

Kommunen følger ikke med

Når eleverne bliver spurgt, om de kunne forestille sig at blive i Guldborgsund, svarer de fleste, at de gerne ville - men at kommunen ikke giver dem grund til det.

- Kommunen er meget fokuseret på natur og familier. Det er fint, men det betyder, at der bliver bygget ting, som ikke rigtig passer til os, sagde en elev. 

- Der mangler noget for dem, der er mellem 17 og 25.

Ilyas Elmi, 18 år, sætter ord på den frustration mange delte: 

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi unge trives, fordi det er os, der er fremtiden. Men nogle gange virker det, som om man går mere op i skatter og penge end i, hvordan vi egentlig har det, siger han. 

- Der er mange, der savner steder som vores gamle ungdomsklub. Den lukkede, og der er ikke kommet noget i stedet.

- Jeg elsker at bo her - men jeg skal væk

Selvom mange taler om at flytte, gør de det ikke med lethed. For de fleste handler det ikke om at ville væk - men om at kunne komme videre.

- Jeg er stolt af at bo her, siger Clara Nordly. 

- Men jeg skal nok flytte for at uddanne mig. 

- Jeg håber, jeg kan komme tilbage engang, tilføjer Anna Matthisson. 

- Men der skal ske noget, før det bliver attraktivt for unge at blive.