De kunne have valgt storbyen. I stedet sidder de her omkring et kaffebord i en lægepraksis i Nykøbing og opfordrer til en ny fortælling om Lolland og Falster. Foto: Eva Højrup
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Mens fortællingen ofte handler om unge, der forlader Lolland og Falster, er der lige nu ti kommende speciallæger i almen medicin, som har valgt øerne til. Flere af dem kommer endda udefra.
I årevis har fortællingen lydt, at de unge rejser fra Lolland og Falster for at uddanne sig, og at alt for få vender tilbage. Det har Folketidende også beskrevet i temaet Vores Lolland Falster.
Men i lægemiljøet oplever de unge læger, at der er en bevægelse i gang.
Lige nu er ti læger i gang med deres hoveduddannelse som speciallæger i almen medicin på Sydhavsøerne. Nogle er vokset op her og er vendt hjem. Andre kommer fra Nordsjælland, Charlottenlund og Nordfyn og har valgt Lolland og Falster til.
der er så mange historier om, at her er mange syge, og at det er meget tungt. Men der er meget andet: Der er også mennesker med ressourcer, der er aktive og velfungerende
Mie Lembke, medejer, Lægehuset i Guldborgsund, Nykøbing
Det var den fortælling, Mie Lembke, medejer af Lægehuset i Guldborgsund i Nykøbing, syntes manglede. Derfor skrev hun til Folketidende.
Annonce
- Der har været fokus på, at mange unge tager herfra og aldrig kommer tilbage - og så tænkte jeg: Jeg kender ret mange i min omgangskreds, der er rejst hertil, og som er ved at uddanne sig som læge eller som andre ting. Så den fortælling kunne jeg godt tænke mig at præge lidt. Når man har været ude og se verden, prøvet at være i storbyen, så finder man ud af, at basen her er ret god, siger Mie Lembke.
Et godt lægeliv
Hun er vokset op på Falster og er vendt tilbage hertil og vil gerne slå et slag for, at man kan have et rigtig godt lægeliv her.
- Jeg savner en anden fortælling om Lolland og Falster, der er så mange historier om, at her er mange syge, og at det er meget tungt. Men der er meget andet: Der er også mennesker med ressourcer, der er aktive og velfungerende. Her er et aktivt lokalsamfund. Den fortælling kommer sjældent ud, siger hun.
Mie Lembke er medejer af Lægehuset i Guldborgsund i Nykøbing. Foto: Eva Højrup
Mie Lembke er ikke alene. I dag er hun en del af et netværk med ti læger, der er i gang med hoveduddannelsen i almen medicin på Lolland og Falster.
- Da jeg blev færdig med min hoveduddannelse i almen medicin, var vi kun to, men nu kender jeg til ti, og der sker en masse med undervisning og kurser, og det giver en helt anden energi i den her kreds, hvor vi jævnligt mødes, fortæller hun.
Hun har inviteret Folketidende og netværket, der består af de kommende praktiserende læger, på en kop eftermiddagskaffe i hendes klinik.
Ud over Mie Lembke har fem af lægerne haft mulighed for at tage imod invitationen for at bidrage med deres oplevelser og fortælle om den lange række af faktorer, der gør, at de har valgt Lolland og Falster: Billige boliger, åbne og imødekommende mennesker i lokalsamfundet, naturen og muligheden for det nære liv med sine børn.
Fordomme om Lolland og Falster
En af dem er Søren Malte Rasmussen, der er opvokset i Østofte på Midtlolland.
Annonce
- Da jeg flyttede tilbage, var jeg overbevist om, at jeg var den eneste, der skulle starte i min hoveduddannelse her, og så blev jeg vildt overrasket over, at der er mange. Vi bor i den samme by, har børn i den samme skole, og så mødes vi i nogle faglige fællesskaber og bliver færdige nogenlunde samtidigt indenfor de næste år, fortæller han.
- De ting, som de, der bor i storbyen, synes, at vi mangler, det synes jeg ikke, at jeg savner. Det liv har jeg levet, og det er ikke de prioriteter, jeg har, siger Søren Malte Rasmussen.
Lægerne her savner en anden fortælling om Lolland-Falster. Fra venstre er det Mie Lembke, Søren Malte Rasmussen, Linnea Hardi Hansen, Camilla Cronstad Jørgenseno, Cecilie Thonesen Franck og Maria Bay Poulsen. Foto: Eva Højrup
Omkring bordet sidder seks læger. Tre er oprindeligt fra Lolland og Falster, nemlig Mie Lembke, Søren Malte Rasmussen og Cecilie Thonesen Franck. Tre kommer fra andre dele af landet, nemlig Linnea Hardi Hansen, der kommer fra Nordsjælland, Camilla Cronstad Jørgensen fra Charlottenlund og Maria Bay Poulsen fra Nordfyn.
De er alle enige om, at der er fordomme om at være læge på Lolland og Falster i lægemiljøet.
- Der er lidt en fortælling om, at når man er læge her, så er det fordi man er en dårlig læge, fordi man har fået en stilling. Når jeg er i København, bliver jeg aldrig mødt med ”Nej hvor fedt, at du er læge der”. De har altid hovedet lidt på skrå, så der er en frygt for at blive sat i den kasse med, at man så er en dårlig læge, fortæller Camilla Cronstad Jørgensen, der er i gang med sin hoveduddannelse hos Lægerne Guldborgsund i Nykøbing.
- Men man møder også en anden type, indskyder Maria Bay Poulsen.
- I Rødby fik vi en lægestuderende, der havde valgt Rødby, fordi han havde hørt, hvor syge patienterne er, så det var en del af at dygtiggøre sig, siger hun.
Får hurtigt ansvar
Maria Bay Poulsen kommer fra Nordfyn. Hun er gift med en landmand fra Lolland og bor i Onsevig. Hun har afsluttet sin introduktionsstilling i Maribo og starter sin hoveduddannelse i Rødby til februar 2027.
- Vi lærer af at uddanne os her. Vi får hurtigt ansvar for at skulle varetage komplekse problemstillinger, og det gør os til bedre læger for det her område, siger Søren Malte Rasmussen.
Annonce
Cecilie Thunesen Franck, der er opvokset i Nykøbing og uddanner sig hos Lægerne Østerbro i Nykøbing, nikker:
- Jeg har været i tre forskellige lægepraksisser i Nykøbing. Og der er alle slags her. I en klinik der er 40 år gammel, er der mange ældre, i en anden klinik er der mange familier med børn, så det er meget forskelligt, hvilke patienter man møder, fortæller hun.
Ville bo ved vandet
Linnea Hardi Hansen, der er uddannelseslæge i Lægehuset i Sakskøbing havde også hørt de negative fortællinger. Men hun valgte at flytte til Falster i 2020.
- Jeg havde mange overvejelser, men valgte at gøre det, trods de negative fortællinger. Det handlede om, at jeg ville have et hus på landet, og jeg ville bo ved vandet. Det kunne jeg få her, fortæller hun.
Den historie genkender Camilla Cronstad Jørgensen.
- Jeg ville gerne bo ude i en skov, og jeg ville ikke betale så meget for at bo. Generelt vil både fædre og mødre gerne bo billigt og dermed have mere frihed og tid, fortæller hun.
- Det gælder om ikke at forgælde sig til op over begge ører og sætte sig for dyrt, det giver frihed, tilføjer Linnea Hardi Hansen.
Efterspørgsel og gode muligheder
For de nye læger er der også gode muligheder for få en praksis og leje sig ind i lokaler med hjælp fra Regionen, så man behøver som ung læge ikke at købe sin egen klinik.
Annonce
- Regionen efterspørger jer, så det giver gode muligheder til jer de næste mange år, hvis man vil noget, så bliver man hurtigt inddraget i alt muligt spændende, siger Mie Lembke til sine kolleger rundt om bordet.
Seneste artikler
Vandværksfolk holder øje med Peter Tanev og er klar til at skalere op
Reggae, soul og sommerstemning: Wafande spiller gratis koncert.
Handler om noget, der er meget vigtigere end lysmaster
Utilfreds cyklist ramte betjent
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil