- Vi ser en større interesse for Lolland og Falster. Man begynder at få øjnene op for de spændende tiltag, der ligger i reformen, fortæller Tina Haar. Hun er vicedirektør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
Region Sjælland: Flere læger har fået øjnene op for Lolland og Falster
Der er stadig langt igen, men nye klinikker, bedre støtteordninger og større interesse fra læger giver håb om bedre lægedækning på Lolland og Falster.
Sundhedsreformen er i gang med at gå fra at være nedskrevet
i en lov til at blive sat i søen.
I reformen ligger der blandt andet en beslutning om, at det
er muligt at ansætte 88 nye praktiserende læger i hele Region Sjælland. Det har
fået Regionsrådet i Region Sjælland til at sætte en målsætning om 56 nye læger
inden årsskiftet.
lægerne bliver betrygget i, at der er bedre rammer, og at det er mere spændende at være læge på Lolland og Falster
Tina Haar, vicedirektør, Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland
Foreløbig er der 21 nye fastansatte praktiserende læger på
vej. To af dem til Lolland og Falster. Det går lidt hurtigere tættere på
hovedstaden og S-togslinjen. For eksempel er der seks nye læger på vej i Greve.
Region Sjælland tilbyder bustransport til læger og sundhedsansatte for at tiltrække flere til bl.a. Lolland og Falster. Her er det Thomas Rasetta Børven, der 1. februar startede som praktiserende læge i Lægehuset i Sakskøbing. Foto: Eva Højrup
- Men vi ser også en større interesse for Lolland og Falster.
Man begynder at få øjnene op for de spændende tiltag, der ligger i reformen,
fortæller Tina Haar, der er vicedirektør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region
Sjælland.
Færre patienter i udsatte områder
Annonce
Blandt andet har man nu en national fordelingsmodel, der
betyder, at en praktiserende læge på Lolland nu skal have færre patienter.
- Det gør det mere attraktivt for lægerne, at de kan se, at
systemerne understøtter, at der er forskellige behov, så der er mere tid til de
mest sårbare, siger Tina Haar.
I årevis har Lolland og Falster lidt under, at meget få læger flyttede til. Ifølge sundhedsloven skal alle borgere have tilknyttet en læge, men i takt med at flere og flere lægehuse lukkede, fordi lægerne gik på pension, er der opstået nye former for lægehuse, hvor der er flere faggrupper til at løse opgaven, og hvor lægerne pendler frem og tilbage fra hovedstadsområdet.
Lægedækningen på Lolland og Falster
En ny læge starter en helt ny klinik i Sundhedshuset Nakskov til sommer.
Der er åbnet en lægeklinik i Søllested, der startede med 0 patienter. Nu har den cirka 600 borgere. Klinikken er foreløbigt dækket ind via lægevikarer. Det øvrige personale er fastansat.
Der er ansat en ny læge i Lægehuset i Sakskøbing.
Sygehuset i Nykøbing Falster åbner en ny regionsdrevet klinik. Den skal ligge på sygehuset, ansættelsesprocessen er i gang, og den åbner hurtigst muligt.
Der er i alt 38 lægekapaciteter i Guldborgsund og 28 i Lolland Kommune.
Flere værktøjer
De nye læger kan nu også få tilskud til at etablere sig. De
kan få op mod 1,25 millioner kroner til at etablere sig, blandt andet til
lokaler og udstyr.
- De værktøjer, vi har fået, betyder, at der er mange flere
håndtag. Det betyder noget, at man kan få økonomisk tilskud, og det gør
transportmulighederne også. Tilsammen betyder det, at flere taler om de nye
tiltag, og at lægerne bliver betrygget i, at der er bedre rammer, og at det er
mere spændende at være læge på Lolland og Falster, siger Tina Haar.
Nemmere at vende tilbage
Region Sjælland har også sat gang i andre tiltag for at få flere læger til Lolland og Falster.
Regionen tilbyder blandt andet støtte til, at nye praktiserende læger har mulighed for at få gennemgået
deres kommende patienters forløb og medicin, når de starter i en eksisterende praksis.
Regionen arbejder også med andre initiativer.
Annonce
- Vi har blandt andet oprettet nye stillinger, som skal gøre det nemmere for læger, som af forskellige årsager har forladt almen praksis på et tidspunkt, at vende tilbage til arbejdet som praktiserende læge, fortæller Tina Haar.