- Det er så skønt, og jeg er simpelthen pavestolt af den her aktivitet, jeg spiller selv onsdag, fredag og søndag, så vidt jeg kan, og jeg har været med i nu seks år.
Dét fortæller Leo Nielsen, der er aktivitetsleder i Petanque-afdelingen i Aktiv Fritid i Nykøbing.
Kan komme og gå
Aktiv Fritid har i alt 23 aktiviteter til deres medlemmer med alt lige fra bordtennis til gymnastik og petanque.
- I petanque-afdelingen af Aktiv Fritid har vi 60 medlemmer, alle kan komme, og man kommer og går, som man vil, fortæller Leo Nielsen.
Annonce
Der er både grin og koncentration på banerne, hvor petanque samler medlemmer i alle aldre flere gange om ugen. Foto: Eva Højrup
Foråret har meldt sin ankomst med en varm og høj sol ved badmintonhallen på Kringelborgs Allé - og denne onsdag er der mødt godt 30 op for at spille turnering.
- Vi spiller tre gange om ugen – året rundt. Den yngste er 67 år, og den ældste er 90 år. Hvis man kan bevæge en arm og kigge ud af et øje, så kan man spille petanque. Vi har sågar nogle, der tager deres rollator med ud på banen, fortæller Leo Nielsen.
Alle spørger ind til, hvordan det går og er meget omsorgsfulde. Selv om man har en dejlig familie, så skal man jo prøve at se, om man kan leve sit eget liv
Bente Olsen, Nykøbing
Bruger du meget tid på det her?
- Vi har nogle konkurrencer og skal orientere medlemmerne løbende – og så sidder jeg i bestyrelsen i Aktiv Fritid, og har været formand i fire år. Nu har jeg trappet ned til at være næstformand og kasserer, det har givet lidt luft, siger han.
Forskning viser, at det i perioder kan være svært at tage imod et tilbud om fællesskab. Problemer med både det fysiske og det psykiske helbred kan gøre det svært for den enkelte at føle sig som én, der hører til – men lokale fællesskaber kan være vejen tilbage.
Bente Olsen er denne onsdag med til petanque for første gang. Hun er glad for, at hun er kommet, hun har tidligere spillet golf. Foto: Eva Højrup
Det kan Bente Olsen nikke genkendende til. Hun er denne onsdag med til petanque for første gang. Hun har boet i Marielyst, hun har tidligere spillet golf, men flyttede ind til Nykøbing for tre år siden, da hun mistede sin mand.
- Jeg har indtryk af, at når man bliver ældre, så tager man virkelig hånd om hinanden. Alle spørger ind til, hvordan det går og er meget omsorgsfulde. Selv om man har en dejlig familie, så skal man jo prøve at se, om man kan leve sit eget liv – det er godt at have noget at komme til nogle gange om ugen, fortæller hun.
Over 30 deltagere var mødt op til onsdagens turnering i forårssolen ved Kringelborgs Allé. Foto: Eva Højrup
Derfor er glad for, at hun nu er kommet afsted for at spille petanque.
- Det er guld værd og specielt, når man bliver ældre. Jeg har været vant til at være i nogle forskellige klubber i forskellige sportsgrene, blandt andet golf, hvor jeg har været vant til fællesskabet, fortæller hun.
Prikker på skulderen
Annonce
I Aktiv Fritid er bestyrelsen opmærksomme på, at de skal gøre en ekstra indsats for at få mennesker med i fællesskabet – og de går derfor ud og prikker nogle på skulderen.
- Det er meget mund-til-mund-metoden. De medlemmer, vi har, opfordrer andre. Vi prøver så godt som muligt at være opsøgende, og vi er meget obs på, at vi skal have folk op af stolen - og ud i det fri, fortæller Leo Nielsen.
- Det sociale og dét at være sammen med andre, giver meget. Vi oplever også, at nogle møder hinanden, som ikke har set hinanden i 10-15 år. Der er også nogle, der er blevet gode venner, som har mistet en mand eller en kone og har fundet sammen som par, det er skønt, siger Leo Nielsen.