Beretning fra en forandret hverdag.
Af Maria Glasius Lange,
journalist
Kontoret dufter af kaffe her til formiddag, og meget er sådan set, som det plejer. Bortset fra at en lego-giraf har slået lejr i mit hår, og en panda lynhurtigt følger trop ved at danse disko på mit tastatur.
Jeg tror, at mange har et meget klart billede af, hvad de tænkte på i sekunderne efter, at vores statsminister den onsdag aften for to uger siden lukkede store dele af den offentlige sektor ned. Deriblandt samtlige kommunale skoler og daginstitutioner.
Jeg er mor til en dreng på to år og samtidig den ene halvdel af en husstand med to fuldtidsjobs. Vi bor langt fra familie og venner, men har - takket være vores arbejdsgivere og en taknemmelig deadline klokken 6 om morgenen - aldrig været afhængige af hjælp til børnepasning i hverdagen.
Men det kan udelukkende lade sig gøre, fordi jeg kan tage aftenen i brug. Og én ting er at gøre det i løbet af en febers varighed. Men i flere uger?
Heldigvis kan man vænne sig til meget, og vandet i Venedig har tilsyneladende ikke været så klart, som det er nu. Og Tom Hanks er blevet udskrevet.
Imens jeg forsøger at holde mig opdateret, er jeg blevet overfaldet af en tumling, der banker mig i ryggen med en dinosaur. Det må være tid til en gåtur, så han kan få lidt luft. Og jeg kan få lidt ro. P-pladsen på Søndergade er affolket. Der plejer i det mindste at være en hundelufter. Jeg har i øvrigt hørt, at man i Sverige kan få mundbind i tre størrelser, så også kæledyrene kan få et.
Herhjemme spares der heller ikke på noget. Slet ikke på pressemøder, og jeg hører, at påsken er aflyst, og at isolationen er forlænget med tre uger. Klokken er 15.15, og jeg har endnu ikke skrevet en linje. På en normal dag ville jeg på dette tidspunkt begynde at se frem imod en rolig aften. Men ikke nu.
Jeg er træt. I morges kom jeg til at rulle mit ansigt ind i Rexona, og det er mere og mere begyndt at ligne noget, der bør grydesteges i fire timer, før det kan vises offentligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan verden havde set ud, hvis ikke en kineser havde været i nærkontakt med en flagermus den dag tilbage i november.
Jeg ved, at vi er en af de heldige familier. Vi har stadig vores jobs, og vi har kun ét barn, der i et par minutter ad gangen kan pacificeres af Gurli Gris, imens jeg forsøger at lave et interview. Jeg kan høre, at folk smiler i den anden ende af telefonen, og det gør mig glad. Når man står i en krise, mærker man en anden rummelighed end ellers.
Vi skal nok klare os. Det er i sådan en tid, man må se sine prioriteringer i øjnene, og jeg ved, at hvis vi kan holde frygten lidt ude, vil jeg om nogle år tænke tilbage på denne periode. Hvor jeg kunne sidde med min søn på fortovet og kigge på lastbiler og høre ham lære at tale. Også selv om at det nogle gange bliver med en blok og en kuglepen i lommen.
