Guldborgsund

Alt flaskede sig pludselig for Britt Erichsen og Mette Kofoed, og antik-butikken i Slotsgade skifter nu hænder efter 30 år. Foto: Katrine Sabroe Christensen

Fra avisartikel til butikshandel i Slotsgade

Britt og Jørn Erichsen fra Antik i Slotsgade var egentlig ikke helt klar til at sige farvel. Men en avisartikel og en henvendelse fra Mette Kofoed satte gang i tankerne. I dag, 1. september, overtager hun butikken med alt, hvad der står på hylderne.

Offentliggjort

Nogle gange byder livet på de sjoveste tilfældigheder, og hvem går lige og forventer, at Ugeavisen Guldborgsund spiller en rolle i dem? 

I forsommeren kunne indehaverne af Antik i Slotsgade, Britt og Jørn Erichsen, fejre 30 års jubilæum med butikken. Det blev selvfølgelig omtalt i avisen, og hjemme i Døllefjelde sad Mette Kofoeds mand Peter og læste artiklen. Om det var ønsketænkning vides ikke, men ud af den fik han, at parret ønskede at sælge forretningen. Det fortalte han til Mette, der tog kontakt til Britt for at høre mere…

- Vi havde da gået med tankerne, nu hvor vi begge er omkring de 80 år, men det er en stor beslutning at stoppe efter så mange års virke, så den havde vi ikke taget endnu. Men Mette fik sået et lille frø, og nu har vi besluttet os. Mette overtager forretningen med alt på hylderne 1. september. Jeg er sikker på, at det var skæbnen, at det skulle præcis sådan. Så slipper vi også for at pakke det hele ned - hvor søren skulle vi have gjort af det, smiler Britt Erichsen. 

- Jeg har tidligere arbejdet i butik i Nykøbing, og jeg var simpelthen nødt til at prøve det af - at have min egen antikforretning. Jeg har altid interesseret mig for de ting, og så har jeg en forkærlighed for keramik og ikke mindst indretning. Så jeg har sagt ja til at købe det hele - og jeg aner ikke, hvad der er på alle hylderne. Så jeg må ombord i skattekisten - det glæder jeg mig til. Og ellers er det min plan at køre videre med opkøb fra blandt andre private og dødsboer, fortæller Mette Kofoed, der også går med tanker om, at tilføje re-designede ting til forretningen. 

- Det ligger mit hjerte meget nært. Jeg er ikke så god til den der køb-og-smid ud mentalitet. 

Vil nu læse en ph.d

- Vi er så glade for, at Mette vil overtage forretningen, men vi må da sige, at det bliver meget underligt, at vi ikke har forretningen, vi skal passe. Vi har planer om at køre på ture - både herhjemme og blandt andet i Tyskland. Det har vi også gjort før, men det var jo for at købe fine ting med hjem til butikken. Det er en epoke, der slutter nu, og nu skal vi bare nyde det sammen. Vi er jo vant til at se på hinanden hver dag, så det skal nok gå. Måske jeg kaster mig ud i at lære noget mere sprog, og ellers plejer jeg at sige, at vi går i gang med at læse en ph.d. - pensionist hele dagen, lyder det fra Britt Erichsen.