Guldborgsund

Børnetallet falder i Guldborgsund Kommune, og det har nu fået kommunen til at fyre en række dagplejere. Børnene på billedet har ikke forbindelse til den aktuelle historie. Arkivfoto: Steen Thornit

Børnetallet falder - flere dagplejere fyret

En række dagplejere i Guldborgsund Kommune er blevet sagt op. Årsagen er, at der er for få børn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem de senere år er antallet af børn i Guldborgsund Kommune faldet, og det får nu konsekvenser for en række af de kommunalt ansatte dagplejere. 

Kommunen har således for nylig besluttet at opsige samarbejdet med 10 af sine 56 dagplejere. Det oplyser leder af Dagplejen i Guldborgsund Kommune, Malene Friese.

- Vi er nødt til at tilpasse kapaciteten i dagplejen til det faldende børnetal. De pågældende medarbejdere har et opsigelsesvarsel på fire til seks måneder, for de fleste har været her rigtig længe. Det betyder også, at nogle af børnene ikke vil blive direkte berørt, da de når at gå ud af de pågældende dagplejer, før de lukker.

- Vi kontakter forældrene til de børn, der skal skifte til en anden dagpleje for at høre, hvordan vi bedst kan løse det, men så vidt det er muligt, og forældrene ønsker det, finder vi en anden dagpleje til dem i det område, de kommer fra, forklarer Malene Friese.

Vi gør, hvad vi kan i for at hjælpe dem videre - blandt andet med videreuddannelse.

Malene Friese, leder af Dagplejen i Guldborgsund Kommune

Hun ønsker ikke at oplyse, hvordan de opsagte dagplejere præcis er fordelt geografisk, men siger:

- Geografien spiller jo ind ud fra en betragtning om, hvordan børnetallet ser ud i de forskellige områder af kommunen.

Selvom kommunen ikke umiddelbart kan tilbyde de fyrede dagplejere anden beskæftigelse, så forsøger man alligevel at hjælpe dem.

- Vi gør, hvad vi kan i for at hjælpe dem videre - blandt andet med videreuddannelse. Vi kan ikke omplacere dem direkte, da de har en anden overenskomst end personalet i de øvrige dagtilbud, forklarer Malene Friese.