Guldborgsund

Langholt driver bosteder og beskæftigelsestilbud for mennesker med nedsat funktionsevne og udviklingsforstyrrelser og som ofte har en problemskabende adfærd. Foto: Anne Katrine Petersen

Bosteder ryger under skærpet tilsyn: Direktørlønninger i millionklassen

Langholt Aps, der driver en række lokale bosteder og beskæftigelsestilbud, er blevet sat under skærpet tilsyn på "baggrund af generelle bekymringer fra det økonomiske tilsyn". Det fremgår af Social- og Boligstyrelsens tilbudsportal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skærpet økonomisk tilsyn med Langholt

  • Langholt Aps, som driver bosteder og beskæftigelsestilbud, er sat under skærpet økonomisk tilsyn af Socialtilsyn Øst. Kritikken retter sig mod ledelsens lønninger og et afvist budget for 2025, som Ankestyrelsen senere gav tilsynet medhold i.

  • Offentlige oplysninger viser, at den øverste leders samlede lønpakke i 2024 var 1,9 millioner kroner, mens der i budgettet for 2025, som blev afvist af Socialtilsyn Øst, var afsat over 6,5 millioner kroner til seks ledere.

Myndighederne holder nu ekstra godt øje med Langholt, efter at Socialtilsyn Øst har besluttet at sætte bostederne under "skærpet økonomisk tilsyn".

Skærpelsen er en konsekvens af, at myndighederne mener, at de to ejere, Casper Valeur og Nina Hansen, der er øverste ledere, hæver for høje lønninger til dem selv.

Det fremgår af offentlig tilgængelige oplysninger, at den øverste leders samlede løn i 2024 udgjorde 1.904.565 kroner inklusive pension, fri bil, fri telefon og bonus. Det fremgår også, at lønniveauet er steget med 7,3 procent sammenlignet med 2023. 

Det er dog langt fra første gang, at myndighederne har kikkerten rettet mod Langholt.

Problemer siden 2018

Siden 2018 har Socialtilsyn Øst med mellemrum udtalt kritik af direktionens lønninger. Sidste år eskalerede det så, da Langholt indsendte sit budget for 2025.

Her havde man afsat 6,5 millioner kroner i løn til stedets i alt seks ledere, hvoraf 3.076.955 skulle udgøre den samlede løn for de to direktører, Nina Hansen og Casper Valeur.

Det er ikke en pengemaskine. Det har aldrig været intentionen med den type virksomhed her.

Casper Valeur

Men det budget afviste Socialtilsyn Øst. Afvisningen fik Langholt til at klage til Ankestyrelsen, som 17. september 2025 gav Socialtilsynet medhold.

Dermed fastholder Socialtilsyn Øst kritikken af bostedets økonomi, og nu er det skærpede tilsyn også en realitet.

Overskud og egenkapital vokser med millioner 

Kigger man på selskabets regnskaber for de seneste tre år, taler tallene deres eget sprog. 

Langholt Aps. har firedoblet resultatet fra 2023 til 2025 og samtidig knap fordoblet egenkapitalen til mere end 23 millioner kroner. En for branchen usædvanlig høj egenkapital.

Langholts økonomiske nøgletal 2023-2025

202320242025
Bruttoresultat35.152.35441.218.57446.148.840
Årets resultat1.492.0804.874.9916.531.607
Egenkapital11.892.79116.767.78223.299.389

Kilde: Virk.dk

 


 

Uenig i kritikken

Folketidende har talt med Casper Valeur, der indledningsvis hæfter sig ved noget andet end økonomien.

- Der er ikke kritik af beboernes trivsel eller den faglige indsats. Den del fungerer, siger han.

Kritikken handler ifølge ham alene om økonomien - herunder ledelsens lønniveau og virksomhedens overskud.

Overskuddet i 2025 er 1,6 millioner højere end året før og lander på 6,5 millioner kroner.

Hvorfor tjener I så mange flere penge?

- Vi udskyder nogle investeringer, som ikke er blevet brugt, siger han og forklarer, at da det er svært at rekruttere uddannet personale, så betaler Langholt for uddannelse af ufaglærte medarbejdere, og en aftale man havde med Absalon om dette, ikke kunne lade sig gøre. Man har heller ikke brugt de nødvendige lønkroner, og de ting tilsammen forklarer overskuddets størrelse, fortæller han.

Regnskabet for 2025 viser også en egenkapital på nu 23 millioner kroner. Casper Valeur mener, at der er en god grund til at have en høj egenkapital. Beløbet dækker over de ejendomme, Langholt ejer, og dels en værdifastsættelse af selskabet.

- Det er papirpenge, siger han. Og vi har brug for en stærk egenkapital, så vi kan holde forretningen i gang. Hvis den pludselig skulle lukke fra den ene dag til den anden, ville det være en katastrofe for de her mennesker, siger han med henvisning til borgerne i tilbuddene.

 

Og understreger han:

- Det er ikke en pengemaskine. Det har aldrig været intentionen med den type virksomhed her, for så ville det være profit for profittens skyld, og det er ikke det, det drejer sig om.

Undviger spørgsmål om løn i 2025

I forhold til hans og Nina Hansens løn er han uforstående over for kritikken fra Socialtilsynet. Tilsynet har ikke tidligere afvist budgettet, fortæller han.

Ikke forsvarlig forvaltning af offentlige midler

  • I tilsynsrapporten fra august 2025 kan man læse, hvor meget de to direktører hæver i løn.

  • Samlet løn m.v. til øverste leder udgjorde i 2024 1.904.565 kroner. Beløbet er inkl. løn, pension, fri bil, fri telefon og bonus/tantieme. Lønniveauet er steget med 7,3 procent sammenlignet med 2023.

  • Socialtilsynet vurderer, at omkostningen er væsentlig højere end sammenlignelige tilbud.

  • Tilbuddet budgetterer i budget 2025 med en samlet omkostning på 6.560.000 til ledelsen - herunder budgetteres der med henholdsvis 1.345.749 kroner og 1.357.149 kroner til tilbuddets to direktører.

  • Socialtilsynet har truffet afgørelse om afvisning af budget 2025 med henvisning til at de afsatte midler til løn til ledelsen er væsentlig højere end sammenlignelige tilbud, og at det vurderes, at det ikke er forsvarlig forvaltning af offentlige midler.

Tip os

Ligger du inde med viden om Langholt, som du mener bør komme til offentlighedens kendskab, så kan du skrive anonymt til journalisten bag denne artikel på sts4800@proton.me eller ringe på 27 88 31 13. 

Hvor har I lagt jer lønmæssigt i 2025? Kan det igen udløse kritik fra Socialtilsynet eller har I ændret, så der ikke er noget at kritisere?

- Nej, Socialtilsynet har noget at kritisere. De har kritik af Langholt i forhold til, hvad det økonomiske er i Langholt.

Gælder det også direktørlønningerne i 2025?

- Det gælder generelt, at de synes, Langholt er ledelsestungt økonomisk i forhold til vores organisation og hvordan de mener, vi drifter og hvad vi kan lave i overskud.

Casper Valeur fortæller, at han og Nina Hansen er gået ned i løn per 1. april i år, men han kunne ikke på stående fod svare på, hvad hans løn udgjorde i 2025.

Han ville vende tilbage med oplysningen, men skrev efterfølgende i en mail, at "Jeg har desværre ikke yderligere kommentarer til løn 2025. Der er offentligt tilgængeligt materiale, som du evt. kan læne dig op af."

Kort om Langholt

Langholt er et privat bo- og dagtilbud på Falster for voksne borgere med behov for omfattende støtte. Langholt består af fire afdelinger: Pilekær, Bøgevang, Østervang og dagsbeskæftigelse/Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU).

Målgruppen er voksne med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, udviklingshæmmede og/eller borgere med komplekse sociale eller adfærdsmæssige udfordringer. Der er blandt andet tale om borgere med udadreagerende adfærd og behov for specialpædagogiske indsatser.

Tilbuddet omfatter:

  • 26 botilbudspladser

  • 25 dagtilbudspladser

Folketidende har bedt Casper Valeur om at henvise til, hvor oplysningerne kan findes, men det har han ikke svaret på.

Det skærpede økonomiske tilsyn gælder indtil 17. december 2026. Af CVR-registret fremgår det, at Casper Valeur er fratrådt som direktør i april måned, således at selskabet nu tegnes af Nina Hansen som eneste direktør.

Hvad årsagen er til, at du er fratrådt som direktør?

- Ændringen er en del af den ledelsesomlægning, vi har gennemført som led i dialogen med Socialtilsynet. Der er tale om en ændring af den formelle ledelsesstruktur, mens vi fortsat driver Langholt sammen, Nina og jeg, og har et fælles ansvar for virksomhedens udvikling og drift.


Lovforslag om ændrede krav til bosteder og sociale tilbud

  • Før sommerferien sendte Socialminister Monica Rubin (M) et lovforslag i høring, der skal forhindre snyd og svigt på bosteder og sociale tilbud.

  • Den senere tid har der været fokus på netop dette område, efter flere afsløringer af økonomisk svindel, herunder et tilfælde af svindel for 89 millioner kroner på en række sjællandske bosteder.