Finn Otte Møller viser her et af de værker, hvor han har brugt planter som skabeloner og malet hen over for at få helt specielle effekter frem. Dem fortæller han gerne mere om på tre torsdage i de kommende uger. Foto: Kim Møller Pedersen
Den store kultursommer i den lille by buldrer derudaf
Kultursommeren i Nysted har mange former og farver, og fredag tog Finn Otte Møller hul på sin udstilling i byen, som er hjemsted for en helt speciel kunstnerisk åre.
Finn Otte Møller udstiller som led i Nysted Kultursommer på byens bibliotek resten af juli i bibliotekets åbningstid.
Lørdag den 5. juli er der koncert hos orgelmuseet i Adelgade med orgel og xun.
Søndag den 6. juli er der fernisering med Inge Hørup, Bo Karberg og Celina Karrebæk i Bønnelyckes Pakhus - ligeldes som en del af Nysted Kultursommer, der fortsætter til udgangen af august.
Nysted Kultursommer buldrer bare derudad med mange arrangementer og åbninger hver eneste sommeruge, og fredag var ingen undtagelse.
Her kunne de fremmødte eksempelvis få sig et par gode råd fra en rutineret billedkunstner og tidligere mangeårig formand for kunstnernetværket Art Nordfalster.
Spørger til procesen
- Der er blandt andet en del, som spørger til selve processen bag det enkelte maleri. Det kan være noget omkring den metode, som hedder sunprint eller måske får jeg spørgsmål til, hvordan jeg bruger planter som skabeloner for at dubbe eller male hen over dem, lyder det fra Finn Otte Møller.
Folketidende tog forbi Nysted Bibliotek på ferniseringsdagen for kunstnerens første udstilling i Nysted i mange år. Her var der blandt andet små historier om parafraser over Maria Buras figurunivers at tage med hjem på blokken. Netop Maria Buras boede og arbejdede i Finn Otte Møllers hus i Stangerup på det nordøstlige Falster fra 1998 til sin død i 2004.
Annonce
Hun kunne være fyldt 75 i 2024, og i den anledning skabte Finn Otte Møller nogle såkaldte sunprints, hvor han legede med Maria Buras' figurer og farver.
Specielt i Nysted
Netop i Nysted kan Finn Otte Møller godt mærke, at der er en speciel kunstnerisk åre, der flyder.
- Måske har det noget at gøre med, at der også kommer en del tilflyttere til byen, som ser på det hele med andre øjne, og måske nogen gange også har noget økonomi med, der giver et lidt anderledes miljø, fortæller Finn Otte Møller, der resten af juli udstiller omkring 30 af sine værker på biblioteket i Nysted.
Finn Otte Møller, der selv finder inspirationen til sine malerier i naturen og egen 2600 kvadratmeter stor halvvild have på Nordfalster, kan man i øvrigt også opleve senere på måneden som led i Nysted Kultursommer. Det sker til et arrangement den 27. juli i Museet Aarestrups Hus til en poetisk, musikalsk eftermiddag med digte af Eva Matjeka samt musik ved organist Vibeke Petersen og akkompagnement ved sanger Finn Otte Møller.
- Man kan også møde mig her på bibliotekts udstilling fra 12-16 på de tre torsdage den 17., 24. og 1. juli, tilføjer Finn Otte Møller.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu