Guldborgsund

Vicki Berlin trådte forleden med kort varsel ind i Nykøbing Falster Revyen, da Bente Eskesen måtte melde fra på grund af sygdom. Foto: Rune Buch

Hun lærte en hel revy på fire dage

Med rekordkort varsel sprang Vicki Berlin ind som afløser i Nykøbing Falster Revyen, da Bente Eskesen måtte trække sig på grund af sygdom. Få dages intensiv øvning senere stod hun på scenen.

Offentliggjort

Fire dage.

Så længe havde skuespiller Vicki Berlin til at indøve hele Nykøbing Falster Revyen, da revyveteranen Bente Eskesen forleden måtte melde fra på grund af sygdom.

- Den første dag gik med at få samlet materiale på revyen, altså finde teksterne frem og så sidde og se videooptagelser. Derfra havde jeg så tre dage til at lære en hel revy - og det er jo ikke så lang tid, lyder det fra Vicki Berlin.

I første omgang sprang revyens instruktør Jeanne Boel til som afløser i tre dage, men da Bente Eskesen besluttede helt at træde ned fra scenen for at passe på sit helbred, trådte Vicki Berlin til med meget kort varsel - og nu har hun spillet resten af sommerens forestillinger til og med denne weekend, hvor sidste revy finder sted.

- Jeg har ikke tidligere prøvet at skulle lære en revy så hurtigt. Jeg har prøvet det med en teaterforestilling engang på Betty Nansen Teatret, hvor en skuespiller mistede stemmen. Hun nåede dog at blive rask igen, før jeg skulle på scenen, siger 48-årige Vicki Berlin.

Ingen tid at spilde

Så da revydirektør Mickey Pless ringede efter Bente Eskesens første sygdomstegn og spurgte, om Vicki Berlin kunne stå klar i kulissen, var hun ikke fuldstændig fremmed for at springe til.

Årets revyhold med Bente Eskesen i midten. Kort efter måtte hun træde ud af revyen og blev med kort varsel afløst af Vicki Berlin. Foto: Ingrid Riis

Blå bog - Vicki Berlin

  • Født 16. november 1977 i Helsingør.

  • Uddannet skuespiller i 2001 og begyndte året efter som standupkomiker.

  • Har blandt andet medvirket i DR's Tjenesten, filmen Triangle of Sadness samt en lang række revyer, tv-serier og julekalendere.

  • I 2008 nåede hun finalen i "Vild med dans".

- I det øjeblik, man får opgaven, så er det simpelthen bare at øve i døgndrift. Det sværeste er faktisk at lære koreografierne i de forskellige numre, fordi det hele er spejlvendt, når man ser det på en tv-skærm. Jeg skal sidde og kigge på det, lære det udenad, og så skal jeg vende det om inde i hovedet, når jeg går i gang med at lære det på mit stuegulv. Så koreografierne tog afsindigt lang tid, fordi man ikke bare har en lærer, der står foran en og viser, hvad man skal gøre, fortæller Vicki Berlin.

Hun glæder sig i den aktuelle situation over at have en ”ret god hukommelse”, en solid erfaring og en vane med at øve sig meget.

- Så på den måde er jeg udstyret med en vis disciplin, og det er ikke uvant for mig bare at klø på. Og derefter så handler det jo om at holde det indøvede varmt. Og da Mickey Pless ringede og sagde ”så er det nu”, så var der ingen tid at spilde. Det var bare af sted, siger Vicki Berlin.

En enkelt øvestund

Inden første forestilling, hvor hun afløste Bente Eskesen, var der tid til en enkelt øvestund sammen med resten af revyholdet, inden publikum strømmede ind.

- Og det var godt, særligt på grund af koreografien. Der er meget, man ikke kan se på en videooptagelse hjemme i stuen. Står jeg forrest eller bagerst i forhold til de andre? Og hvad med alle lynskiftene mellem numrene? Hvor klæder jeg om - og hvem hjælper mig her? Der er så mange ting bagved, som man ikke ser, siger Vicki Berlin.

Hvad med kostumerne - kunne du passe dem?

- Heldigvis har jeg lige tabt mig rigtig meget, for det er jo altid nemmere at sætte en sikkerhedsnål i noget, der er for stort, end at gøre noget ved et kostume, der er for småt. Og så blev der hurtigt købt et par sko i min størrelse. Og så er det bare at klø på. Heldigvis har jeg nogle rigtig gode kolleger, der hjalp mig. Jeg havde sagt til dem: I skal bare skubbe til mig, hvis jeg står forkert. Der må man ikke være for fintfølende, så der skal man bare lade sig skubbe til, lyder det med et grin fra Vicki Berlin.

Vicki Berlin optrådte senest i Nykøbing Falster Revyen for 11 år siden. Her i selskab med Ann Hjort og Flemming Krøll. Arkivfoto: Claus Hansen

Måtte svigte sin mor

Til alt held havde hun en - næsten - tom kalender, da revydirektøren ringede og trak hende til Nykøbing til sommerens sidste forestillinger.

- Jeg måtte svigte min elskede mor, som jeg skulle have været i sommerhus med. Men hun var heldigvis meget sød og forstående. Nogle gange må man træde til og hjælpe - og jeg kunne ikke sige nej til revyen. Så der bliver sommerhustur en anden gang, fortæller Vicki Berlin.

Med sin hurtige træden ind i revyen i Nykøbing de seneste par uger er hun også vendt tilbage til en by, hvor hun tidligere har været på revyplakaten.

- Under de første par forestillinger forleden havde jeg hovedet helt fyldt med alt det, jeg netop havde øvet på. Men nu er der kommet mere ro på, så jeg også kan mærke det at være tilbage i Nykøbing. Jeg er meget berørt over alle de fantastisk søde kommentarer, jeg har fået. Folk har simpelthen taget så godt imod mig, selvom det er 11 år siden, jeg var her sidst. Selvom det er hårdt at hoppe ind i en revy, så er al den kærlighed, man får tilbage, det hele værd. Det bliver sådan et helt magisk øjeblik, vi er der for hinanden, når det gælder.