Guldborgsund

Livreddertårnet vender fredag tilbage til stranden i Marielyst. Det er 25. sæson, livredderne tager hul på i Marielyst. Arkivfoto: Anders Knudsen

Livredderne vender tilbage - og de har hindbærsnitter med

I dag fredag åbner sæsonen for TrygFondens livreddertårn på Marielyst Strand. I dagens anledning er der kage til de første strandgæster.

Offentliggjort

Vejret denne fredag morgen indbyder måske ikke voldsomt til en tur på stranden, men hvis man alligevel trodser gråvejret og tager en tur til Marielyst Strand, kan man være heldig at blive belønnet med en hindbærsnitte.

De fem baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Kilde: TrygFonden

I dag fredag er nemlig dagen, hvor TrygFondens livredderne officielt åbner livreddersæsonen ved livreddertårnet på Marielyst Strand. Det er dog ikke derfor, at livredderne har hindbærsnitter med. Det skyldes, at livreddertårnet i år kan fejre 25-års fødselsdag på stranden i Marielyst, oplyser TrygFonden i en pressemeddelelse.

- Det har været en stor fornøjelse at være til stede på Marielyst Strand hver sommer i de seneste 25 år og at møde de lokale badegæster og alle turisterne, der nyder den gode strand. 

- Den daværende Sydfalster Kommune var én af de første kommuner i landet, som takkede ja til et samarbejde med os om livreddere på stranden. Marielyst Strand har altid været populær og velbesøgt, og vi vil gerne takke kommunen for et fantastisk godt samarbejde om livredderordningen gennem årene. 

- Vi glæder os til at tage hul på endnu en sæson, hvor der forhåbentlig bliver mange dage med strandvejr, siger René Højer, projektchef i TrygFonden, i pressemeddelelsen.

Livredderne vil være på plads omkring livreddertårnet for enden af Marielyst Strandvej hver dag mellem klokken 10 og 18 frem til 20. august.

Udover Marielyst holder TrygFondens livreddere øje med de badende på 33 andre strande rundt om i landet.

Sidste år gennemførte kystlivredderne 63.123 indsatser, hvoraf de 26 betegnes som aktioner, hvor personer vurderedes at være i livsfare.