Guldborgsund

Madens Folkemøde var i år rykket til Nykøbing Falster. Det blev en stor publikumssucces, og omkring 70.000 mennesker var i bymidten fordelt over de tre dage, hvor folkemødet varede. Foto: Yunseo Jeong.

Madens Folkemøde var så stor en succes, at det skal være en tilbagevendende begivenhed i Nykøbing

Det var positivt for både antallet af gæster og omsætningen i byens butikker, at Madens Folkemøde i år blev afholdt i Nykøbing Falster. Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har derfor besluttet at indgå en partnerskabsaftale med Madens Folkemøde og støtte eventet økonomisk de næste tre år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Madens Folkemøde sikrer økonomisk støtte i tre år

  • Madens Folkemøde i Nykøbing Falster tiltrak 70.000 besøgende og øgede omsætningen i lokale butikker, hvilket førte til en økonomisk støtteaftale fra Guldborgsund Kommune.
  • Borgmester Simon Hansen fremhæver Sydhavsøernes potentiale som Danmarks kulinariske centrum og understreger vigtigheden af at videreudvikle denne succes.

Selvom den endelige opgørelse og evaluering ikke er landet endnu, så viser alle foreløbige tal for antal gæster, eksponering af Guldborgsund som område samt omsætning i Nykøbing Falsters butikker og cafeer, at Madens Folkemøde var en stor succes. Op mod 70.000 mennesker var i bymidten hen over de tre dage, som folkemødet varede. Det skriver Guldborgsund i en pressemeddelelse.

Den succes skal der bygges videre på, og derfor har Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune netop besluttet at støtte Madens Folkemøde med 1,5 millioner kroner hvert år de næste tre år som led i en fælles partnerskabsaftale, lyder det videre.

- Sydhavsøerne er jo Danmarks fuldfede fadebur. Vi har den gode muld, vi har nogle dygtige og nytænkende fødevareproducenter, og vi har fantastiske kokke og iværksættere, der har kunnet se potentialet i at udvikle lækre spisesteder og arbejde med madkultur i bred forstand. Derfor er det helt naturligt, at Madens Folkemøde hører til i Guldborgsund, siger borgmester Simon Hansen, der også er formand for Økonomiudvalget.

- Der er heller ingen tvivl om, at det har haft en positiv effekt at flytte folkemødet til Nykøbing Falster. Både i forhold til antal besøgende og i forhold til de afledte effekter for byens erhvervsdrivende. På kryds og tværs af alle aktører og med Madens Folkemøde som bærende kraft, har vi vist, at vi kan lave events på et meget højt niveau. Det skal vi støtte og videreudvikle, for den slags kan vi lave meget mere af, siger Simon Hansen.