Lolland

Emil Hansen og Melanie Ravn foran en amerikanerbil, som dog ikke er deres egen. Emil har dog to andre veteranbiler af amerikansk herkomst derhjemme, og Melanie drømmer om at få sin helt egen Pink Cadillac. Foto: Kim Møller Pedersen
Emil Hansen og Melanie Ravn foran en amerikanerbil, som ikke er deres egen. Emil har dog to andre veteranbiler af amerikansk herkomst derhjemme, og Melanie drømmer om at få sin helt egen Pink Cadillac. Foto: Kim Møller Pedersen

Melanie drømmer om en Elvis-Cadillac

Det var ikke svært at finde frem til ejere af store biler eller drømme om at eje en rigtig amerikaner-flyder, da Crazy American Days trak masser af brummende V8-motorer til Nakskov i et par dage. 

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der er i hvert fald én kvinde i egen bil her. Det er min søster, og hun kommer lige om lidt. Hun hedder Michelle og kører i en fuldstændig gul bil, som er let at kende.

Melanie Ravn henviser til sin søster, da Folketidendes historiejæger på græstæppet bag Nakskov Idrætscenter spørger til chancerne for at møde en kvinde bag eget rat i en rigtig amerikanerflyder. Det har været et par dage med Crazy American Days i Nakskov og derfor også masser af brølende motorer i bybilledet. Og altså også rigtig mange mænd i egne amerikanerbiler. Men ikke så mange kvinder bag rattet.

På cruise til Kragenæs

Lørdag eftermiddag var der cruiser-tur for mange af amerikanerbilerne til Kragenæs, og her var søster Michelle kørt med i en skriggul, muskelsvulmende amerikaner. 

Den nåede ikke at blive spottet på græstæppet ved campingområdet bag idrætscenteret. Derfor gik snakken i stedet løs med Melanie Ravn, som drømmer om at have egen amerikanerbil - akkurat som sin søster.

Skal jeg vælge én, er der ingen tvivl.

Melanie Ravn, amerikanerbilentusiast

- Der er rigtig mange amerikanerbiler, som jeg godt kunne tænke mig. Men skal jeg vælge én, er der ingen tvivl. Det er en Pink Cadillac, lyder det med et bogstaveligt talt vaskeægte dollargrin fra Melanie Ravn.

En som Elvis

Tanken om en Cadillac Fleetwood fra 1959 - sådan én, som Elvis Presley også kørte rundt i - får nemlig det helt brede smil frem hos Melanie. Også selv om kæresten Emil Hansen står lige ved siden af og tilføjer et stille "cirka fem millioner kroner", da snakken går videre til en realistisk pris på sådan en amerikaner-størrelse.

- Den er sjælden, og det er Elvis-bilen. Det gør bare, at sådan en bil godt kan koste fem millioner kroner, understreger Emil Hansen, som har en lang historik med amerikanerbiler.

Hans far har således i mange år handlet med masser af amerikanerbiler, og selv fik Emil Hansen sin første af nu to amerikanerbiler som 18-årig. Dengang blev hans første bil købt for 200.000 kroner, og forholdsvis hurtigt fik han det første købstilbud i omegnen af 800.000 kroner. En ret god investering for en 18-årig ung mand, der naturligvis også fik god hjælp af sin rutinerede bilsælger af en far samt chancen for at købe farens gode vens amerikanerbil til en fornuftig pris.

17.000 for gummi

- Jeg har lige skiftet gummilister på bilen, og det kostede 17.000 kroner. Alt er bare dyrt, når man har med gamle biler at gøre. I dag er den nok en million kroner værd, men min far synes ikke, jeg skal sælge den. Jeg har heller ikke umiddelbart planer om det, lyder det fra Emil Hansen, som i øvrigt kører bryllupskørsel for andre i sine foreløbig to amerikanerbiler.

Både Emil Hansen og Melanie Ravn er i øvrigt ude til biltræf adskillige gange i hele landet året rundt. Denne gang gik turen for første gang til Nakskov, og her kommer parret fra Stubbekøbing gerne tilbage til.

- Jeg synes dog godt, at de kunne reklamere mere for det her i Nakskov. Det ville trække endnu flere til, det er helt sikkert, lyder det fra den rutinerede biltræf- og amerikanerentusiast.

Der var god søgning mod brænderpladsen - Danmarks største af slagsen - da der hen over et par dage var Crazy American Days i Nakskov for første gang. Foto: Peter Dan Petersen