Krimi
Mændene satte ild til et kolonihavehus i Nakskov.
Foto: Presse-fotos.dk
De ville stjæle en cykel – endte med at brænde et hus ned og true politiet
Tre unge mænd blev fredag aften anholdt efter en noget begivenhedsrig fredag. Nu sidder de fængslet.
Røveriforsøg. Brandstiftelse af kolonihavehus. Trusler mod politiet.
Disse sigtelser nåede tre unge mænd på 20, 19 og 18 år fra Lolland i fællesskab at samle sammen i løbet af sidste fredag - indtil politiet satte en stopper for festen.
I løbet af fredagen ville mændene først stjæle en cykel fra Birkevænget i Nakskov. De forsøgte at vriste den fri fra en kvinde ved hjælp af trusler om vold - men det lykkedes ikke, fordi kvinden gjorde modstand og fik hjælp af vidner på stedet. Fordi mændene truede med vold, karakteriseres forholdet som røveriforsøg.
Satte ild til kolonihavehus
Om aftenen ved 20-tiden blev politi og brandvæsen kaldt ud en brand i et kolonihavehus i Arbejdernes Kolonihaveforening ved Svingelsvej i Nakskov. Huset var "kraftigt overtændt", da brandvæsenet nåede frem, og det endte med at udbrænde.
Denne brand er de tre mænd alle sigtet for at starte.
Senere på aftenen blev mændene pågrebet og anholdt af politiet for deres fredags-strabadser. Det var den 20-årige så utilfreds med, at han fremsatte en række trusler mod en politibetjent efter anholdelsen - og så kom der en sigtelse oven i hatten.
Lørdag blev mændene fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing. Her besluttede retten at varetægtsfængsle alle tre frem til den 3. juni.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde