Bøtø-sagen

Den 57-årige mand fra Falster er blevet tiltalt for endnu en ting udover voldtægt og drabsforsøg. Arkivfoto: Claus Hansen

Endnu en tiltale rejst mod formodet Bøtø-mand efter fund i hjemmet

Anklageskriftet rejst mod den 57-årige mand i Bøtø-sagen viser endnu en tiltale efter fund på hans bopæl i forbindelse med anholdelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta: Slægtskabssøgning

I alle menneskets celler findes DNA, som er store molekyler, der blandt andet udgør arvemassen.

  • Der findes forskellige teknologier, som på baggrund af analyse af DNA-molekyler kan bruges til at identificere en person med henblik på bevisførelse i en straffesag.
  • Traditionelt bruges sammenligning af DNA-profiler. En DNA-profil er et sæt af tal, som opstår på baggrund af en analyse af biologisk materiale, som indeholder DNA-molekyler.
  • Man vil typisk sammenligne en DNA-profil udvundet fra et spor fra et gerningssted - det kan være spyt, blod, sæd, hår, døde hudceller eller andet - med enten en DNA-profil fra en mistænkt eller søge i det centrale DNA-register.
  • Registeret indeholder dels profiler fra personer, som har været sigtet i straffesager, og dels profiler fra spor i straffesager - altså profiler afsat af en ukendt person.


Kilde: Ritzau

I sidste uge meldte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ud, at der nu er rejst tiltale mod den 57-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet i Bøtø-sagen.

Her lød det, at manden, der stammer fra Falster, nu er tiltalt for både voldtægt og drabsforsøg begået mod en 11-årig pige på Bøtø tilbage i august 1999. Det var DNA-spor og nye muligheder for slægtskabssøgning, der førte politiet til den nu tiltalte mand.

Det viser sig, at manden også er tiltalt for et tredje forhold. Det skriver TV2 Øst, der har fået indsigt i anklageskriftet, der er rejst mod den 57-årige.

Ved anholdelsen i mandens hjem 18. december fandt politiet et dobbeltløbet haglgevær og et luftgevær af kaliber 5.5 med tilhørende ammunition, som ”blev opbevaret uforsvarligt og frit tilgængeligt i tiltaltes soveværelse”. Derfor er manden blevet tiltalt for overtrædelse af våbenloven, skriver mediet.

Sagen forventes at blive behandlet som en nævningesag ved Retten i Nykøbing. Der er endnu ikke fastsat en dato.