Bøtø-sagen

Forfatter skriver om Bøtø-sagen i ny roman: - Min løberute gik lige forbi gerningsstedet

Forfatter Lene Rikke Bresson, som bor i Bøtø, har i knap et år arbejdet på en roman om Bøtø-sagen. Hun har derfor måttet finde sig måder til at holde uhyggen stangen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lene Rikke Bresson har løbet Bøtø tyndt i de tre år, som hun har boet i området. For et år siden blev hun opmærksom på den gamle, brutale Bøtø-sag, hvor en 11-årig pige blev voldtaget og forsøgt myrdet, og så gik hun ellers i gang med at researche, udtænke plot og karakterer, fordi hun besluttede, at hun ville skrive sin næste roman med afsæt i sagen.

- Det gik op for mig, at min ene løberute gik lige forbi gerningsstedet, fortæller Lene Rikke Bresson.

Uvilkårligt sneg uhyggen sig ind på hende.

Det ændrede Lene Rikke Bressons roman, at den formodede gerningsmand i Bøtø-sagen blev anholdt og sigtet. Men hun har kunnet benytte prologen på foreløbig elleve sider uændret, oplyser hun. Foto: Rikke Folm Berg

En svært forståelig kontrast til den hjemlige tryghed

Da hun en dag løb forbi gerningsstedet, og så nogen luske rundt i krattet, tog hun en rask beslutning. Hun vendte om på hælen og løb hjem ad samme rute, som hun var løbet ud - også fordi hun vidste, at hun så ville løbe hjem ad en mere befærdet rute, end den hun var på vej videre ud ad.

- Jeg havde indtil da blot tænkt, at jeg boede omgivet af fantastisk natur på et sted, som de fleste enten besøger for ferie eller rekreation. Jeg havde tænkt, at det var et trygt sted, og det synes jeg også stadig, at det er, men den der kontrast, det er, at der også er sket noget så forfærdeligt her, den tror jeg faktisk ikke, at jeg helt har forstået endnu, siger hun.

Den der kontrast det er, at der også er sket noget så forfærdeligt her, den tror jeg faktisk ikke, at jeg helt har forstået endnu.

Lene Rikke Bresson, forfatter bosat i Bøtø.

Der bliver også mørkt på landet om aftenen, og specielt om vinteren, og når uhyggen melder sig, så bliver det også pludselig mere nærværende, fortæller hun.

- Når vi er hjemme, skal vi være trygge, så når der alligevel sker noget så grænseoverskridende her, så gør det noget ved mig som menneske. Men det er samtidig det, der får mig til at ville skrive om sagen.

Ifølge forfatteren bliver nogen aggressive og hænger plakater op af den formodede gerningsmand, andre spørger, hvordan det kan forhindres, at det sker igen, og nogen lukker af.

- Men vi vil alle gerne vide, hvad der skete, siger hun.

Der må have været en optakt til så voldsom en forbrydelse

Lene Rikke Bresson satte sig derfor oprindelig for at skrive et plot, der havde som omdrejningspunkt: Hvem gjorde det? Men da den formodede gerningsmand 19. december 2024 blev anholdt og sigtet, måtte hun gentænke sit plot.

- Jeg havde hele tiden tænkt, at der må være sket noget inden, og den tanke blev tydeligere med anholdelsen.

Nu vil Lene Rikke Bresson i stedet fokusere på optakten med de mulige fortielser, der har været i årene op til Bøtø-sagen.

- Vi får nogle gange en fornemmelse af noget, men vi giver os ikke altid tid til at stoppe op og notere os den der undren, det der umiddelbare "hmn".

Det er skræmmende, at den formodede gerningsmand var iblandt os, siger Lene Rikke Bresson. Foto: Rikke Folm Berg

Ser sagen som et lokalt traume

Arbejdstitlen har hun ændret fra "Når engle lyver" til "Det stille øje". Den nye arbejdstitel er inspireret af en udstilling med billedkunstneren Michael Kvium med titlen "The silent eye", som hun tidligere har set. Her satte billedkunstneren netop fokus på, at vi ikke altid giver os tid til at stoppe op, oplyser Lene Rikke Bresson.

Hun påtænker derfor både at skulle se på andre lignende sager, sagen om Amagermanden, Emilie Meng-sagen med flere, samt at tale med lokale i Bøtø, efterforskere og muligvis også berørte.

- Jeg opfatter Bøtø-sagen som et lokalt traume, og vi kan alle være bagkloge, men måske er der noget, som vi kan blive klogere på, siger hun.

Lene Rikke Bresson opfatter Bøtø-sagen som et lokalt traume. Foto: Rikke Folm Berg

Få forfatterens tricks til tryghed

Hvad gør du for at holde uhyggen stangen?

- Man skal være stærk for at gå ind i de her sager og formidle dem litterært, for uhyggen bider - også på mig. Den kryber ind.

- Men jeg løber næsten hver dag, og så har jeg min hund med mig for selskab og tryghed.

Man skal være stærk for at gå ind i de her sager og formidle dem litterært, for uhyggen bider - også på mig. Den kryber ind.

Lene Rikke Bresson, forfatter bosat i Bøtø.

- Det hjælper at være i god form. Det får ting ud af hovedet.

- Derudover skubber jeg uhyggen væk med humor, sang og gode oplevelser. Hvis jeg gør alt det, så kan jeg holde til at skrive en halv time - og så skal jeg ikke skrive, inden jeg skal sove.

Kort om forfatteren:

Lene Rikke Bresson har skrevet mere end ti bøger. Heriblandt tre bøger, som er en del af en planlagt serie på syv bøger, som behandler de syv dødssynder og kan læses uafhængigt af hinanden.

Den første bog i serien hed "Set fra himlen" (2010) og handlede om overmod. Den anden bog hed "Den gule plet" om misundelse. Den tredje hed "Det brænder stadigvæk" (2024) om grådighed. Den fjerde om Bøtø-sagen, som altså er undervejs, handler om utugt.

Samtlige bøger tager afsæt i virkelige hændelser, grundig research og digt, og har den fiktive hovedperson, Mona Lisa, som gennemgående figur.