Som værkmester gav Lasse Præstegaard indsatte i Storstrøm Fængsel lov til at lave en grovkornet spøg med komikeren Christian Fuhlendorff. Foto: David Arnholm
Indsatte i fængslet fik lov til grov spøg: - Christian var ved at skide i bukserne
På Folkemødet fortalte værkmester fra Storstrøm Fængsel om livet bag tremmerne og delte et par anekdoter.
Når dømte kommer i fængsel, skal de ikke bare afsone. De
skal også forberedes på den dag, de løslades og igen skal være en del af
samfundet.
- De skal hjælpes og påvirkes, mens de er hos os til at leve
op til samfundskontrakten: At man skal gå på arbejde og betale skat.
Sådan sagde enhedsleder Mette Juul Jensen fra
Kriminalforsorgen i en debat på Folkemødet. Her fortalte hun sammen med enhedsleder
Lasse Præstegaard fra Storstrøm Fængsel om fængslets tilbud til de ansatte om
at arbejde.
Værkmestre
En værkmester er typisk en faglært håndværker – eksempelvis en smed, tømrer eller maler.
For at få jobbet skal man have en ”rimelig ren” straffeattest og en fornuftig fysik, og så skal man 10 uger på skole for at lære at begå sig i et fængsel.
Storstrøm Fængsel har netop haft to vakante stillinger som værkmester.
Men hvorfor skal mennesker, som har begået alvorlig
kriminalitet, belønnes med uddannelse eller beskæftigelse? Er det ikke deres
eget ansvar? kunne man spørge. Men tilbuddene giver god mening, forklarede
Mette Juul Jensen.
Lasse Præstegaard er på fornavn med 200 indsatte i Storstrøm Fængsel. Foto: David Arnholm
- Alle afsonere har pligt til at være beskæftigede. Vi tilbyder
det ikke for at opfylde individuelle drømme om at blive pilot eller operasanger,
men for de potentielt nye ofre og for samfundet. Vi har samfundets interesse
for øje, så på den måde er det ikke en belønning, og det ville være virkelig
dumt at lade være, sagde hun og tilføjede, at indsatsen virker.
Annonce
På fornavn med 200
Til at undervise de indsatte har fængslet ansat værkmestre.
Det er typisk håndværkere, som har fået kurser, så de kan håndtere at være i et
fængsel og arbejde med de indsatte. Sådan begyndte Lasse Præstegaard, der
oprindeligt er kok, også i Storstrøm Fængsel for seks år siden.
Først som værkmester og i dag som enhedsleder for værksteder
og skoletilbud.
- Jeg er på fornavn med 200 indsatte, sagde han og fortalte,
at de kan vælge mellem forskellige typer arbejde og uddannelse – og at det i
den forbindelse er lige meget, om de er rockere eller med i en bande.
12 kroner i timen
Som indsat har man pligt til at være i beskæftigelse. Det kan være ved at arbejde i et værksted, men det kan også være på anden vis - eksempelvis at gå i misbrugsbehandling, lære vredeshåndtering eller tage en uddannelse som amu, eud eller hf.
Som indsat får man et beløb til at købe mad for og til eksempelvis at gå til frisør. Ved siden af det kan man få løn ved at være i beskæftigelse, så man kan købe hos den interne købmand.
Grundtaksten for arbejdet er på omkring 12 kroner i timen – skattefrit. Møder man til tiden og arbejder stabilt, kan værkchefen efter otte uger bevilge et stabilitetstillæg. Efter et års tid kan den indsatte også få et kompetencetillæg, så lønnen kommer op på knap 20 kroner i timen.
- Vi uddanner ikke på baggrund af, hvilken knallertklub du
er medlem af. Men vi skal finde noget, der passer til dem, og som de har lyst til.
Derfor har vi utroligt mange tilbud, sagde han.
Kammerat blev dømt
I det hele taget bruger værkmestrene ikke meget krudt på at
tale med de indsatte om deres forbrydelser, for det er ikke det, det handler
om.
- Jeg udfører den opgave, jeg er ansat til, uden fordomme,
sagde Lasse Præstegaard og forklarede, at det er alle slags mennesker, der
bliver indsatte.
Han havde for eksempel selv en god kammerat, der var
håndværker og en dag på vej hjem fra København faldt i søvn bag rattet og udløste
en trafikulykke.
- Modparten døde, og min kammerat blev dømt for uagtsomt manddrab.
Den type mennesker har vi også. Der er altid en historie bag, sagde han.
Annonce
Har et fællesskab
Når det kommer til stykket, synes han derfor ikke, det er svært
at møde de indsatte fordomsfrit:
- Vi arbejder med mennesker og relationsdannelser, og vi har
fået et fællesskab i håndværket. Når man taler med den enkelte, handler det
bare om, at de kan komme ud på en arbejdsplads.
Og Mette Juul Jensen uddybede:
- I værkstedet er man ikke først og fremmest kriminel. Men
ar en opgave, og mange har brug for at møde et voksent forbillede, der tager
dig seriøst. Så værkmestrene arbejder med anerkendelse: ”Jeg kan udføre et arbejde
og fik ovenikøbet anerkendelse af mester.” Det er en form for samfundsnytte-træning.
Det er meget simpelt – og ekstremt komplekst, sagde hun.
Komiker i fryseren
Som en del af det arbejde bruger værkmestrene også lidt
værkstedshumor. Og den smitter. Det oplevede Lasse Præstegaard, da komikeren
Christian Fuhlendorff besøgte fængslet for at lave en podcast.
I den forbindelse spurgte nogle af de indsatte på
kokkeuddannelsen, om de måtte tage fusen på komikeren. De ville trække ham ind
i den store fryser og sige, at hans bror skyldte dem penge.
- Det er værkstedshumor. Jeg endte med at give dem lov, og Christian
var ved at skide i bukserne. Han famlede efter sin pung og spurgte, hvor meget
han skyldte. Han kom ud ret hurtigt. Der er koldt i fryseren!
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned