Bøtø-sagen

Jesper Tang Pedersen er butikschef i Min Købmand i Bøtø. Foto: Maria Glasius Lange

Købmand i Bøtø: - Mange lokale ville ønske, at de kunne have hjulpet mere

I et lille sommerhusområde har samtalen om Bøtø-sagen fyldt meget igennem årene. Også hen over kassebåndet, hvor ejeren af Min Købmand har vendt og drejet sagen med kunderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 1999 opstod der i det bøtøske sommerland et chok over, at en lokal mand kunne finde på at begå et livsfarligt overgreb på et barn.

Torsdag, 25 år senere, opstod et nyt chok over, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået en mistænkt mand varetægtsfængslet.

- Det er nok overraskelsen over, at man kan opklare en sag så mange år senere, siger Jesper Tang Pedersen.

Som butikschef i Min Købmand på Lupinpladsen i Bøtø - meget tæt på gerningsstedet - har han hen over kassebåndet lyttet til mange tanker og bekymringer fra kunderne.

Og her er det i løbet af det seneste døgn de nye efterforskningsmetoder, som folk har udtryk respekt for.

- Det virker til, at der ikke længere er nogen, som kan vide sig sikker, når man laver en grov forbrydelse, tilføjer han.

Ivrige efter at hjælpe

Jesper Tang Pedersen kom først til butikken cirka halvandet år efter forbrydelsen. Men sagen er løbende dukket op i medierne. Blandt andet da der blev udarbejdet en fantomtegning af manden, hvilket gav sagen et helt nyt lag.

- Den tegning betød, at mange var opmærksom på, hvem det kunne være. Det har virkelig fyldt meget hos folk, der var ivrige efter at hjælpe med opklaringen. Og jeg tror, at mange ville ønske, at de kunne have hjulpet mere. Men det var svært. Sporet gik jo også til Tyskland på et tidspunkt.

Det, der har gjort indtryk på ham personligt er retfærdigheden i, at et menneske, der har begået netop den slags forbrydelse, kan blive sigtet og potentielt også blive fængslet.

- Og så ikke mindst for kvinden, som blev udsat for forbrydelsen som barn. Og som var i livsfare. Jeg håber, at det kan hjælpe at vide, at der nu - måske - er fanget en gerningsmand. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om gerningsmanden har tænkt, at han var fredet. At der ikke længere ville være nogen, som kunne genkende ham.