Krimi

Foto: Rigspolitiet

Politiet satte udrykning efter 12-årig på superhurtigt elløbehjul

Offentliggjort Sidst opdateret

Masser af unge mennesker transporterer sig selv rundt på løbehjul, men nogle gange kan det gå for stærkt. 

Det gjorde det for en bare 12-årig dreng torsdag aften i Holeby, fremgår det af døgnrapporten fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Lokalpolitiet lagde mærke til drengen under en patruljering, fordi han kom kørende med høj hastighed. Betjentene forsøgte at få ham til at standse, men på trods af udrykningshorn og blå blink fortsatte han. 

I krydset ved Maribovej og Vestervej stoppede han dog op. Og da betjentene blev klar over hans alder, kørte de ham hjem til hans forældre. Elløbehjulet blev taget med til politistationen, hvor det viste sig, det kunne køre et stykke over 50 km/t. 

De sociale myndigheder er underrettet om sagen.

Rådet for Sikker Trafik har på hjemmesiden en stribe gode råd og vejledning i forhold til at køre på elløbehjul. Her fremgår det for eksempel, at løbehjulet højst må kunne køre 20 km/t, og at man i øvrigt skal være fyldt 15 år og køre med cykelhjelm.

Drop media element here ...