Bøtø-sagen

Sedler med oplysninger om formodet Bøtø-mand delt rundt: - Det er faktisk en ret grov sag

Folk deler oplysninger om den 56-årige mand, der er sigtet for at voldtage og forsøge at dræbe en 11-årig pige i 1999. Arkivfoto: Claus Hansen

Der er nedlagt navneforbud i Bøtø-sagen, og derfor er det ulovligt at dele oplysninger, som kan identificere den 56-årige mand, der er varetægtsfængslet i sagen. Alligevel er der dukket sedler op i Nykøbing med informationer om den sigtede. Og det kan blive ret dyrt at bryde et navneforbud, fortæller vicepolitiinspektør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bøtø-sagen har fået stor opmærksomhed, efter en 56-årig mand fra Falster torsdag i sidste uge blev varetægtsfængslet i sagen.

Under grundlovsforhøret valgte retten også at nedlægge et navneforbud. Det betyder, at det er strafbart at dele informationer, der kan identificere personen.

Der er der en eller flere, der har valgt at bryde på grov vis. Det fortæller Casper Andersen, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Læs også: Anholdt i Bøtø-sagen blev fældet af dna fra sit barn

- Der er dukket nogle sedler op i Nykøbing med oplysninger om den varetægtsfængslede i sagen, siger vicepolitiinspektøren.

- Vi har ikke nogen sigtede i sagen, men vi vil rigtig gerne høre fra eventuelle vidner, der ved, hvem det er, der har lavet de sedler. Det er faktisk en ret grov sag, når retten har nedlagt et navneforbud, siger Casper Andersen.

Af et opslag i en lokal facebookgruppe fremgår det, at der har været hængt papir op med navn og billeder af den varetægtsfængslede mand.

Kæmpe bøde

Det kan blive en ganske bekostelig affære at bryde et navneforbud.

- Hvis man udbreder identiteten på den her person, der er varetægtsfængslet, på trods af, der er nedlagt navneforbud i retten, så er det noget, der koster en sigtelse for at overtræde retsplejeloven. Det får man en ret stor bøde for, siger han og tilføjer, at bøden er i størrelsesorden omkring 15.000 kroner.

- Som udgangspunkt er det en bøde, man kan vælger at betale. Men hvis man nægter at betale bøden, ender det i retten, siger vicepolitiinspektøren.

Læs også: Ægtepar bor tæt på formodet Bøtø-mand: - Vi er chokerede

For ganske nylig har det været navneforbud i sagen mod "Korsør-manden" Philip Westh, der blev dømt for drabet på Emilie Meng. Navneforbuddet blev ophævet i forbindelse med dommen, men inden da nåede flere at bryde det.

Navneforbud

Retsplejelovens §31: Retten kan i straffesager forbyde offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres, hvis offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse (navneforbud).

Retsplejelovens § 32 b. Stk. 2: Overtrædelse af et forbud efter § 31 straffes med bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud.

Kilde: Retsinformation.dk

Blandt andet blev en 49-årig kvinde fra Randers dømt til at betale en bøde på 25.000 kroner, efter hun havde delt billede og navn af manden på Facebook, mens en 64-årig mand fra Nordjylland har fået en bøde på 15.000 kroner for at bryde navneforbuddet.

Folketidende har kendskab til flere brud på navneforbuddet på Facebook. Også her er det naturligvis ulovligt, slår vicepolitiinspektøren fast.

Læs også: Overblik: Her er, hvad vi ved om Bøtø-sagen

- Det er svært for os at overvåge alle sociale medier, men hvis det springer os i øjnene, vil vi af egen drift efterforske det. Men folk må også meget gerne henvende sig. Det er en rigtig god idé at tage et screendump og sende det til os og lave en anmeldelse, hvis man opdager, at nogen bryder navneforbuddet, forklarer Casper Andersen.

- Uanset hvad vil jeg opfordre til, man helt holder sig fra at bryde navneforbuddet, siger vicepolitiinspektøren.

Han tilføjer, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke har siget nogen for at bryde navneforbuddet i Bøtø-sagen.