I uge 37 kan unge til og med 27 år komme gratis ind på mere end 270 kulturinstitutioner over hele landet. Heriblandt Fuglsang Kunstmuseum. Dog er der året rundt gratis adgang til unge til og med 25 år. Foto: Fuglsang Kunstmuseum
Gratis kultur hele ugen: Unge kan stadig nå det
Fuglsang har ikke oplevet et stort antal unge besøgende i Uge 37, hvor unge kommer gratis på museum. Til gengæld er der på det lokale museum gratis adgang for unge året rundt.
Det er sjette år, at projektet K7 finder sted, og sidste år medførte det 70.000 besøg af unge mennesker på en kulturinstitution.
Igennem alle årene har Fuglsang Kunstmuseum været med, og direktør Anna Schram Vejlby har bemærket lidt flere unge ansigter end normalt.
- Det er nu ikke, fordi de vælter ind, og langt størstedelen
af den gruppe kan altid komme gratis ind her. Museumsloven dikterer gratis entré for alle under 18 år på
alle museer, men på Fuglsang har vi valgt at hæve aldersgrænsen til og med 25
år. Så for os er K7 mere en anledning til
at få spredt det glade budskab om, at vi findes,
og at der altid er en lettilgængelig adgang, hvis man er ung og har lyst til et
besøg hos os, forklarer hun.
Annonce
Foto: Fuglsang Kunstmuseum
Er man til gengæld 26 eller 27 år, så er det altså i denne uge, at der er penge at spare.
- Det her projekt kører bare som på smør, og man er lykkedes ret godt med det. På landsplan er det overordnet en stor succes. Jeg er ret imponeret.
Udover kunst kan de unge i aldersgruppen sikre sig teater- og koncertbilletter til 40 kroner hos 45 udvalgte teatre
og spillesteder, blandt andet Det Kongelige Teater, Dansehallerne og Aarhus Symfoniorkester.
Projektleder for K7, Astrid Sperling, forklarer, at ambitionen er at gøre kulturinstitutionerne til rum, hvor unge føler sig velkomne og inspirerede – også selvom de ikke har et særligt kendskab til kunst og kultur i forvejen.
- De særlige signaturarrangementer er en måde at tilbyde kulturoplevelser i øjenhøjde og skabe nye, positive møder mellem unge og kulturen – på de unges præmisser. På baggrund af sidste års succes mener vi, at tiden er inde til at udvide og møde endnu flere unge med et program, der er skabt med og for dem i deres lokalområde.
På Fuglsang Kunstmuseum kan de unge lige nå at få adgang til den nye særudstilling "Under Huden", der åbner fredag 12. september.
Men der er flere andre projekter i gang eller på vej for en yngre målgruppe. Også til dem, der måske ikke af sig selv tager på museum en lørdag formiddag.
Blandt andet er det lokale museum en del af projektet "Skub" særligt tilrettelagt for elever på FGU. Derudover er projektet "Frie Fugle" også på vej til de unge, der er interesserede i kunst. Det er skabt i forlængelse af Dannelsesrygsækken, forklarer Anna Schram.
- Vi vil meget gerne målrette - og være en del af - flere projekter til især den unge målgruppe.