Han passede kroen, mens forældrene var på ferie: Så fri var hans barndom på Lolland

Ti år af sin barndom tilbragte John Kørner ved verdens ende. Helt derude, hvor skovens træer ikke længere kaster skygger på vejen, og hvor havnens små både eller fiskekuttere ville være eneste mulighed for at fortsætte rejsen. 

For den internationalt anerkendte billedkunstner er der intet negativt i at nå verdens ende lige her. Der er nærmere noget paradisisk over det. 

- Uanset hvor mange gange du kører turen til Onsevig, så er der noget eventyrligt ved den. Du kører gennem skoven, og når den først slipper, så er du derude, hvor du ikke kan gøre andet end at følge vejen. Helt ud til molen og ishuset, hvor du bliver nødt til at vende. Det giver virkelig en fornemmelse af at nå verdens ende, når du kigger ud over vandet. Men det er på en god måde.

Da Onsevig var verdens midtpunkt

John Kørner kom til Onsevig med sine forældre og sin storebror som femårig. Forældrene havde købt kroen, og de næste ti år boltrede han sig i en verden af frihed og tillid. En verden, der på mange måder er fjern fra det samfund, vi kender i dag.

Én gang om året er den lille havneby stadig noget nær verdens midtpunkt. Det er, når hver eneste lille grønne græsplet langs vejen er pakket med bådtrailere i den weekend, hvor lystfiskere kæmper om at fange de største fladfisk. Ellers syner byen ikke længere af meget, men engang var her et leben af en anden verden.

Kroen fremstod i en nærmest majestætisk storhed, og her blev mange par sko slidt i stykker på dansegulvet til de store fester. Desværre brændte den oprindelige kro i den korte periode, hvor familien Kørner havde solgt den til andre. John Kørners far købte brandtomten tilbage og byggede en helt ny kro - og det travle liv for forældrene fortsatte.

For krolivet var hårdt og arbejdstiderne lange. Forældrene gik først i seng længe efter børnene, når i dag var blevet til i går, og de havde brug for den sparsomme hvile, inden kroen atter blev vakt til live hen på morgenen. Det kunne John Kørner ikke vente på.

Ingen spurgte, hvor han var

Han gik på Stenoskolen i Nakskov, og skulle tidligt op, hvis han skulle være i skole til tiden.

- Jeg stod selv op og smurte min madpakke, fordi mine forældre lå og sov. Så tog jeg cyklen hen over markerne for at kunne nå rutebilen mod Nakskov, og når jeg kom hjem fra skolen, ænsede de mig knapt nok. Der var fart over feltet på kroen, og mine forældre var uhyggeligt travle, husker John Kørner.

For mange vil det lyde som en hård opvækst, men når kunstneren sætter farver på sine minder, er det en barndom præget af frihed og tillid. 

- Hver dag tog jeg bussen frem og tilbage til Nakskov, og når jeg kom hjem, havde jeg hele dagen for mig selv. Der var ikke nogen, der stillede krav, der var ingen mobiltelefoner, og derfor var der heller ikke nogen, som ringede og spurgte, hvor jeg var henne klokken 22. Denne selvstændighed og den ubekymrede tillid, vores forældre viste os børn, har været meget værdifulde for os og præget os lige siden.

Ingen piger i Onsevig

Sommeren var et slaraffenland af liv, hvor både havnen og kroen trak folk til fra nær og fjern. Men når trækronerne langsomt blev brune, og vejen gennem skoven fik et gulvtæppe af visnende liv, forandrede Onsevig sig. Byen gik i dvale og ventede på, at temperaturen atter begyndte at stige.

- Mens sommeren var big time helt fantastisk, var vinteren lidt ensom. Her fornemmede jeg ikke meget kontakt med resten af verden, fortæller John Kørner, der var en dreng, som gerne holdt livet lidt i armslængde. Han nød at observere andre mennesker og det, der skete omkring ham.

Onsevig gav plads til at tage naturen helt ind under huden. Her kunne han være ved stranden, i skoven og sammen med de venner, der var i nærområdet. Når John Kørner bliver spurgt om dem, er der især én ting, han husker.

- Der var ingen piger i Onsevig, men vi var en flok drenge. 

Sov i skoven

Den frihed, som forældrene gav børnene, betød, at det ikke var alle sommernætter, der nødvendigvis blev brugt på drengeværelset.

- Nogle gange sov min bror og jeg sammen med vennerne nede i skoven. Så lavede vi bål og havde det enormt frit.

Der er især én episode i kunstnerens barndomserindinger, som viser den enorme tillid til de to sønner. Forældrene besluttede at tage på en uges ferie, men kroen kunne jo ikke bare lukkes helt ned. Derfor blev blikket rettet mod børnene.

- Så passede vi kroen i den uge, mens de var væk på ferie. Altså, der var en kok, som tog sig af den del, men de stolede på, at vi var selvstændige nok til at styre resten. Der er nogle ting, som jeg lærte dengang, og siden har brugt som kunstner. Altså evnen til at organisere mig selv og fungere på egne vilkår.

Savner tilliden og nærværet

På Fuglsang Kunstmuseum kan man opleve en række helt nye værker af John Kørner, der tager udgangspunkt i hans egne erindinger om det "Laguna Lolland", som han stadig holder enormt meget af. Selv om familien flyttede til Sjælland, da han var 15 år, er kærligheden til Lolland intakt. Det er et Lolland, som i hans erindringer er præget af sol og optimisme, formet af en lykkelig barndom.

Men savner den 59-årige kunstner så noget fra barndommen? Fra livet i Onsevig? Noget af det, han ikke kunne tage med videre.

- Jeg savner den tillid, der dengang var mellem mennesker. Det kan da godt være, at der var nogle fiskere, der var reaktionære, men som barn og teenager oplevede du kun, at der var højt til loftet. Det synes jeg ikke længere, der er i dag. Samtidig var der et enormt nærvær. Der var ingen skærme at gemme sig bag, og folk mødtes på gaden og snakkede, siger han.

- Nogle vil sikkert synes, at det lyder røvsygt, men jeg synes, at det var fantastisk. Kollektivet og fællesskabet var meget større dengang.