Mads Staun (tv) fra "Flyttemand Olsens Sangforening" og André Andersen, citychef for Vores Nykøbing, har slået sig sammen om at genoplive den gamle festuge i Nykøbing. Foto: Maria Glasius Lange
Kæmpe scene, VIP-område og store navne – men der mangler folk til at skænke øl
I næste uge sættes der nyt liv til en gammel og elsket kending i Nykøbing - nemlig festugen. Med et budget på over en million kroner er ambitionerne høje, men der mangler noget, før det kan blive rigtig godt.
Efter 10 års fravær går det igen løs fra på torsdag og to dage frem; Festugen er tilbage i Nykøbing - nu med navnet "Den Lille Fede", og programmet er offentliggjort. Allerede fra på mandag vil Torvet gennemgå en mindre forvandling, for der skal bygges en større scene op, ligesom der skal etableres flere barområder og et VIP-område på et stillads.
Frivillige søges til Festugen i Nykøbing
Festugen vender tilbage til Nykøbing efter 10 års pause, men der mangler stadig frivillige til at hjælpe med afviklingen.
Arrangementet kræver omkring 150 frivillige, og der er stadig plads til flere, som vil modtage mad, vand og en T-shirt samt deltage i en efterfølgende fest.
Det kommer til at kræve kræfter, og her menes der altså gode, gammeldags muskler. Dem kunne arrangørerne godt bruge nogle flere af, forklarer citychef i Vores Nykøbing, André Andersen. Og det gælder ikke kun under forberedelserne, men også når musikken spiller, og publikum stiller sig i kø.
Man kender det sådan set godt fra festivalerne.
Det er bare ikke rigtig godt, hvis der ikke er nogen til at skænke øl, til at mikse drinks eller til at fylde op med nyt papir i toiletvognene. Det er heller ikke en lige så god oplevelse, hvis der ikke er folk til at passe på publikum og holde øje ved indgangen.
Derfor har man brug for cirka 150 frivillige. Indtil nu har knap 60 personer tilmeldt sig, så der er plads til flere frivillige. Og der er en mening bag det store antal frivillige, forklarer André Andersen.
Annonce
- Der er mange vagter, men vi kommer til at dele dem op, så de ikke bliver for lange. Det er højst et par timer ad gangen.
Frivillige får mad, vand og en T-shirt, og efterfølgende vil der være en fest for alle frivillige.
- Vi vil gerne vise taknemmelighed for deres arbejde, og det er vigtigt for os, at det er sjovt og hyggeligt undervejs. Man kan også få indflydelse på, hvad man gerne vil lave i løbet af vagten.
Vil man for eksempel gerne svinge toiletbørsterne, er der gode muligheder for det. André Andersen har nemlig bestilt tre toiletvogne med 12-16 toiletter i hver vogn. Dertil kommer et antal pissoirer og masser af muligheder for at vaske hænder.
- Vi går ret meget op i, at der er god hygiejne. Og tanken er, at hvis man hyppigt gør toiletterne rene, så når de ikke at blive så ulækre, siger han.
Hele Torvet bliver fyldt godt op, og det samme med Vestensborg Allé. Foruden toiletter kommer der madboder, food trucks, drinksboder og flere barer med øl og tequila. Dertil kommer VIP-området, som bliver hævet og bygget af stilladser.
VIP-pladserne bliver for festugens sponsorer.
Program for "Den Lille Fede":
Torsdag:
Kl. 17: DJ Søren Disko
Kl. 18: "Ikke noget"
Kl. 21: Cartoons
Kl. 22.30: Faustix
Fredag:
Kl. 16: DJ Balou
Kl. 17.30: Seebach Jam
Kl. 20: Burgermeisters
Kl. 22: L.I.G.A
Kl. 23.15: Jimilian
Lørdag:
Kl. 14: DJ Hydralik
Kl. 17: Call it music
Kl. 19: Nabiha
Kl. 21: Ussel
Kl. 22: Ankerstjerne
Kl. 23.15: Ude af kontrol
Festugen er uden entré.
- Vi kunne altid drømme om flere, men jeg kan ikke tillade mig at klage. Jeg synes, at opbakningen har været stor, og vi har formået at lave et godt program, siger han, der ikke ønsker at komme med det præcise budget.
Men det ligger på over en million kroner, hvoraf de 500.000 kroner kommer fra Guldborgsund Kommune igennem et partnerskab.
Kunstnerne, der tæller navne som Nabiha, Ankerstjerne, L.I.G.A, Jimilian og Burgermeisters, får en større scene at boltre sig på, end den der allerede står på Torvet.
Annonce
Det er et stort projekt, men Guldborgsund Kommune er som partner behjælpelig, forklarer André Andersen.
- Men vi gør meget af det selv, og det har vist sig at være mere omfattende, end jeg havde forventet. Der er rigtig mange myndighedsopgaver i det. Udover kommunen har vi også fået en stor hjælp fra Per Hansen, formand for Dølle. Han har en meget stor erfaring i at afvikle store events, og i at arbejde med sikkerhed.
Citychefen har en sidste bøn til gæsterne - og det er at benytte sig af barerne. Salget af drikkevarer er væsentligt for muligheden for at lave en ny festuge næste år.
- Vi har forsøgt at holde priserne så lavt, vi kan. Vi tager 50 kroner for en fadøl og 60 kroner for en drink. For det er vigtigt for os, at gæsterne føler, at de også har råd til at købe drikkevarer.
Onsdag klokken 17 er der orienteringsmøde for alle frivillige på Torvet i Nykøbing. Her kan man også møde op, hvis man ikke allerede har meldt sig til, men gerne vil hjælpe. Man kan via Den Lille Fedes hjemmeside skrive sig på som frivillig.