Guldborgsund

Alle er velkomne – uanset om man allerede er aktiv i en forening, er på jagt efter en ny fritidsinteresse eller bare har lyst til at opleve noget af det, der sker i Guldborgsund. Foto: Privat

60 foreninger fyrer op for fællesskabet

Mere end 60 lokale foreninger samles til Foreningernes Dag i Nykøbing. Her kan børn og voksne gå på opdagelse i alt fra sport og kultur til natur og frivillighed – og måske finde deres næste fritidsinteresse.

Offentliggjort

Der bliver noget at kigge på, prøve kræfter med og blive klogere på, når Nykøbing lørdag 12. september klokken 10 - 14.30 bliver samlingspunkt for foreningslivet i hele Guldborgsund Kommune.

Mere end 60 lokale foreninger deltager i Foreningernes Dag, hvor de viser, hvad de kan tilbyde børn, unge, voksne og seniorer.

Dagen bliver et stort udstillingsvindue for de mange fællesskaber, der året rundt er med til at skabe aktivitet i lokalområdet. Her bliver der mulighed for både at møde de frivillige, se opvisninger og selv prøve forskellige aktiviteter.

Brede interesser er repræsenteret. Sport, dans, musik, natur, kultur, sociale fællesskaber og frivilligt arbejde er blandt de områder, gæsterne kan blive klogere på.

Foto: Privat
Foto: Privat

Blandt deltagerne finder man blandt andre Nykøbing Falster Håndboldklub, Nykøbing FC, Nykøbing Falster Roklub, Attila Basket og Sydhavsøernes Bokseklub.

Men man behøver bestemt ikke være sportsinteresseret. Guldborgsund Skakklub, Danmarks Traktormuseum og Teaterforeningen Guldborgsund er også blandt de mange deltagere.

Foto: Privat

Foreningernes Dag kan derfor både være for familien, der vil have en hyggelig dag sammen, og for den, der går med tanker om at begynde til en ny aktivitet eller gerne vil engagere sig som frivillig.

Foto: Privat

Politikerne vil have lokale idéer

I år får Foreningernes Dag også et politisk element.

Politikere fra Guldborgsund Kommune vil være til stede med en stand, hvor de gerne vil høre borgernes og foreningernes idéer til, hvordan kommunen kan udvikle sig i de kommende år.

Her kan man blandt andet komme med input om kultur, idræt, folkesundhed, medborgerskab og livet i kommunens mindre byer og landdistrikter.

Idéerne fra dagen skal bruges som inspiration til de politiske udvalgs kommende handleplaner, der efter planen skal behandles af Guldborgsund Byråd i december 2026.

Man behøver hverken være medlem af en forening eller have besluttet sig for en ny hobby på forhånd. Formålet med dagen er netop at give alle mulighed for at gå på opdagelse i de mange tilbud og fællesskaber, der findes lige i lokalområdet.