Guldborgsund

Centerchef i Guldborgsund Kommune Bodil Pedersen blev hjemsendt den 12. oktober på grund af en personalesag. Foto: Guldborgsund Kommune

Centerchef fyret

Den fyrede centerchef blev hjemsendt for to uger siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den hjemsendte centerchef Bodil Pedersen er blevet fyret fra Guldborgsund Kommune. Det erfarer Folketidende.

Ifølge Folketidenes oplysninger har direktionen besluttet at opsige samarbejdet med Bodil Pedersen. "Beslutningen er truffet ud fra en samlet vurdering", lyder det.

Da Bodil Pedersen blev hjemsendt for to uger siden, erfarede Folketidende ellers, at begrundelsen var en "personalesag". 

Arbejdet med at finde Bodil Pedersens afløser begynder hurtigst muligt. Indtil den nye centerchef er fundet, er det centerchef for Børn og Læring, Klaus Kronow, der er fungerende centerchef for Trivsel og Social Indsats.

Bodil Pedersen fritaget fra tjeneste i opsigelsesperioden.

Overordnet ansvar for mere end 1.000 medarbejdere

Center for Trivsel og Social indsats beskæftiger cirka 1.150 medarbejdere, og dermed har Bodil Pedersen haft det overordnede ansvar for omkring en femtedel af medarbejderne i Guldborgsund Kommune.

Tip os

Har du viden om sagen, kan du skrive til journalist Nicklas Linnemann på NLN@folketidende.dk eller NLNfolketidende@proton.me

Du kan også ringe eller sende sms til 27 88 33 11. Alle henvendelser vil blive behandlet i fortrolighed.

Bodil Pedersen har været centerchef i Guldborgsund Kommune siden 2020. Samlet har hun over 20 års erfaring som kommunal leder.

I 2022 klagede medarbejdere over et utrygt arbejdsmiljø og manglende tillid fra ledelsen. Under centeret hører også botilbuddet Lindevang, der flere gange har fået påbud fra tilsynsmyndighederne. For eksempel udtrykte Socialtilsynet i marts 2025 alvorlig bekymring for forholdene på botilbuddet. Den 8. oktober udstedte Arbejdstilsynet endnu et strakspåbud på grund af risiko for vold - blot fire dage før, Bodil Pedersen blev hjemsendt.

Katastrofetal på området for børnehandicap

Det er også i Center for Trivsel og Social Indsats, at man varetager sagsbehandling. Ankestyrelsens årsopgørelse for klagesager bliver i disse dage behandlet på relevante udvalgsmøder i kommunen.

Ankestyrelsens opgørelse for det samlede socialområde i Guldborgsund Kommune viser, at 51 procent af i alt 179 realitetsbehandlede klagesager blev omgjort i 2025. Kommunen ligger dermed både over landsgennemsnittet på 46,8 procent og over gennemsnittet for sin egen sammenligningsgruppe af kommuner (Holbæk, Svendborg, Haderslev m.fl.), som samlet ligger på 45 procent.

Udviklingen på det samlede socialområde viser en kraftig stigning i fejl i sagsbehandlingen fra 35 procent i 2023 til 41 procent i 2024 og 51 procent i 2025. Dermed lever kommunen ikke op til sin egen målsætning om, at ligge under landsgennemsnittet.

Området for børnehandicap topper. Med en omgørelsesprocent på 81 bliver fire ud af fem sager altså sendt tilbage til ny behandling i Center for Trivsel og Social Indsats.

Folketidende forsøger at få et interview med kommunaldirektør Henrik Nielsen.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.