Guldborgsund

Boliger skyder op flere steder i Sundby. Her i området Vibeengen ved Vibehaven og Hamborgskovvej. Foto: Lars Hovgaard

Byggeboom i Sundby: - Det er et fantastisk område

Flere byggeprojekter er undervejs i Sundby, der lige nu oplever et gedigent byggeboom.

Offentliggjort

Der er fart på i Sundby, hvor flere nye boligområder samtidigt bliver stablet på benene.

I så godt som alle kompashjørner af byen ved sundet er store og små byggeprojekter undervejs. Blandt andet i det nordlige Sundby ved Vibehaven og Hamborgskovvej, hvor maskinerne er rykket ind for at omdanne det tomme område til hjem for endnu flere borgere med et godt øje til byen.

Vibeengen

Det store græsareal har stået tomt hen i de mere end 40 år, hvor kommunen ejede grunden, men da den i 2024 besluttede at sælge arealet, var kimen lagt til at ændre på dén virkelighed.

Ejendomsselskabet Invebo købte grunden, og dét er der en helt oplagt grund til, fortæller direktør og medejer af selskabet Christian Sommer.

- Nu er det ikke nogen hemmelighed, at jeg selv bor i området. Det er et fantastisk område, der både ligger tæt på skov, vand og skole, siger han og tilføjer, at Sundby har "lidt af det hele".

Førnævnte område får navnet Vibeengen, og de første boliger forventes at stå klar til indflytning 1. oktober 2027.

De første boliger i Vibeengen står klar til indflytning 1. oktober 2027, og så kommer flere løbende til. Foto: Lars Hovgaard

I alt 54 rækkehuse og 13 parcelhusgrunde vil efter planen stå helt færdige i løbet af 2028 - og interessen er allerede stor, fortæller Christian Sommer. 18 af rækkehusene er reserveret og to af parcelhusgrundene er solgt.

Lindehusene

Længere sydvest er flere rækkehuse også ved at skyde op lige ved siden af den nye Sundskolen. Det nye område får navnet Lindehusene, og det ligger på det store græsareal langs industriparken. Her er Invebo ved at bygge 21 boliger, som inden længe står klar til at tage imod de kommende beboere.

1. februar 2027 skal de være klar til indflytning, og alle boligerne er enten reserveret eller udlejet, siger Christian Sommer.

Allerede et par år før selskabet overtog Vibeengen købte det grunden ved Sundskolen.

- På det tidspunkt vidste man jo godt, at der ville komme den nye Sundskole. Så syntes vi, at grunden lå fuldstændig ideelt i forhold til, at der nok ville komme noget interesse for at bo tæt på den nye skole. Det er et område i vækst og tæt på byen og naturen, siger han.

Det nye boligområde ud mod sundet ligger på et tidligere landbrugsareal, som hørte til Hamborgskovvej 42. Foto: Guldborgsund Kommune

Hvem flytter ind?

Christian Sommer forventer, at beboerne i Lindehusene kan blive en blandet flok.

- Jeg tror, at det i Lindehusene kan blive et lidt blandet publikum. Forstået på den måde, at det både kan være nogen, der har børn på Sundskolen, men det kan også være ældre mennesker.

Nogle af boligerne er ned til 55 kvadratmeter, og her kan det ifølge direktøren være, at nogle yngre mennesker som par eller studerende vælger at flytte ind. På Vibeengen forventer han i højere grad, at det mest vil have interesse for personer over 60 år.

Guldborgsund Kommune har i forbindelse med lokalplanen lavet en illustration af, hvordan området i det østlige Sundby kan se ud. Illustration: Guldborgsund Kommune

Bygger også i øst

I det østlige Sundby er Skanlux og Nuvibo ved at bygge et boligområde bestående af to dele. Nærmest sundet opføres seks boliger og lige vest for dét projekt kommer også 15 rækkehuse ifølge den nye lokalplan for området.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.