Stor succes for 'Lopper på Godset' på Søllestedgaard
Erik Christiansen, kendt som Kræmmer-Erik, oplevede en overvældende succes med "Lopper på Godset" på Søllestedgaard, hvor omkring 4.000 gæster deltog og skabte en fantastisk atmosfære.
Arrangementet, der tiltrak mange besøgende og eksperter fra Lauritz, blev rost for sin gode stemning og planlægning.
- Er du sindssyg, jeg er træt, ler Erik Christiansen, der også går under navnet Kræmmer-Erik.
Folketidende ringer for at høre, hvordan søndagen er forløbet med "Lopper på Godset".
- Jeg er helt smadret, griner han, og fortæller, at han netop er ankommet til Gedesby, hvor han skal slappe af i sønnen og svigerdatterens sommerhus, så han slipper for den lange tur til hjemmet i Hillerød.
- Men det har været en helt fantastisk dag. Det havde vi aldrig turdet håbe på – ikke i vores vildeste fantasi. Alle udstillere kom over og sagde "Tusind tak for et godt arrangement". Jeg er helt høj, lyder det.
Han fortæller, at han kun har fået positive tilkendegivelser, og at folk var glade for at kunne få en bid at spise og satte pris på musikken.
- Det eneste vi manglede, var en drone, så vi kunne tage nogle luftfotos, siger han.
- Jeg fik at vide, at bilerne holdt i kø helt ned mod Søllested by og ned ad vejen, der går mod Nakskov, og det selvom der er mange parkeringspladser.
Hvor mange gæster har besøgt godset i dag?
- Mit bedste skøn er, at vi havde omkring 4.000 gæster.
Eksperterne havde travlt
Kræmmer-Erik fortæller, at de to vurderingseksperter fra Lauritz var fuldt optagede i alle de tre timer, de vurderede folks medbragte genstande.
- De stod skråt overfor min bod, og på et tidspunkt sagde jeg: "Prøv lige at se der." Der var sort af mennesker omkring dem. De havde numre til publikum – det var helt vanvittigt. Da jeg gik forbi, var de i gang med nummer 36, og en havde lige fået nummer 92. De fik over 100 henvendelser, og mange af dem førte til konkrete aftaler om indlevering til auktion. De sagde også, at hvis jeg laver det her igen, så kommer de helt sikkert igen.
"Lopper på Godset" tiltrak tusindvis af gæster. Flere end 100 af dem ville gerne have vurderingseksperterne fra Lauritz til at se på deres effekter. Foto: Erik Christiansen
Og hvis man spørger Kræmmer-Erik, så er det ikke sidste gang, der har været "Lopper på Godset", for både godsejeren og restauratøren er med på idéen. Men allerførst skal han slappe af efter en lang dag, der startede klokken 5.30.
- Jeg skal lige have en gin og tonic, siger han.
Annonce
Og mens han nyder den, kan han glæde sig over de mange dejlige tilbagemeldinger og tilkendegivelser, han har fået i løbet af dagen.
- Det er en stor tilfredsstillelse.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu