Guldborgsund Kommune får mange henvendelser om, hvor kæmpebjørneklo breder sig. Arkivfoto: Claus Hansen
Marina om dovne grundejere: Det skal have konsekvenser
Bjørnekloen blomstrer, og borgerne er bekymrede. En af dem, der efterlyser en mere effektiv kommunal bekæmpelse af den invasive plante, er Marina Pedersen fra Holeby.
Marina Pedersen, der bor i Holeby, er godt træt af, at kommunen ikke kan pålægge private at bekæmpe bjørneklo. Hun går tit tur på jernbanestien og ser, hvordan op til fem meter høje bjørneklo får lov til at stå på private grunde og sprede frø i det nærmeste vandløb.
- Vi mangler effektiv indsats fra kommunens side, for det er nytteløst, hvis private ikke bliver pålagt at bekæmpe planterne, siger hun.
For egen regning
Marina Pedersen henviser til den midtjyske Favrskov Kommune, der kommer efter private grundejere, hvis de ikke holder den forhadte plante nede.
På Favrskov Kommunes hjemmeside kan man læse, at "alle grundejere har pligt til at bekæmpe den giftige Kæmpe-bjørneklo på egne arealer, så planten ikke spreder frø. Det er vigtigt, at alle, der ejer jord i Favrskov Kommune, bekæmper bjørneklo-planterne, inden de sætter frø, da frøene hurtigt spredes til arealer omkring, og dermed gives problemet videre til andre. Vi fører tilsyn med bekæmpelsen i kommunen og er forpligtet til at handle på manglende bekæmpelse af kæmpebjørneklo. Manglende bekæmpelse kan medføre påbud. Såfremt et påbud ikke efterkommes, kan Favrskov Kommune lade en bestand af Kæmpe-bjørneklo blive bekæmpet på lodsejers egen regning."
Annonce
Man er nødt til at gøre det helt klart, at det koster penge, hvis man ikke bekæmper bjørneklo. Ellers er der jo ingen konsekvenser.
Marina Pedersen, Holeby
- Man er nødt til at gøre det helt klart, at det koster penge, hvis man ikke bekæmper bjørneklo. Ellers er der jo ingen konsekvenser, siger Marina Pedersen.
Bruger Round-Up
Når Lolland Kommune forsøger at få udryddet eller i det mindste begrænset bjørnekloens udbredelse, sker det ved at grave de forhadte planter op. Hvis blomsterstanden allerede er begyndt at stråle med sine hvide blomster, klippes hovedet af og ender i forbrændingsanlægget for at undgå, at tusinder af små frø spreder sig ud over landskabet.
En anden og mere omstridt metode tages i brug, hvis bjørneklo er blevet meget store. For så rykker Park og Vej ud med Round-Up sprøjten. Det oplyser Park- og vejchef Kjeld Jensen.
- Bjørneklo er en af de få ting vi må sprøjte med Round-Up, siger han.
Fylder meget
Bjørneklo
Kæmpebjørneklo er som den eneste invasive plantet ifølge lovgivning pålagt et krav om bekæmpelse.
Hvis man rører en bjørnklo, risikerer man kraftig hudirritation, rødmen eller blærer, som kan blive store, smertende og tyndvæggede. Irritationen kan vare i uger og eventuelt med mørk farvning af huden og ardannelse.
I Guldborgsund Kommune fylder kæmpebjørnekloen meget - både i naturen og i den kommunale indboks.
Kommunen har intensiveret indsatsen for at bekæmpe bjørneklo, og der er sat ekstra mandskab af og de store maskiner er i brug for at slå planterne ned, inden de kaster frø.
Da kommunen ikke har øjne på alle strækninger, opfordres borgerne til at bruge app'en Giv et praj, for at gøre opmærksom på, hvor der står bjørneklo og venter på at blive bekæmpet.
En stor del af de planter, kommunen får meldinger om, står på privat grund. Her har kommunen ikke adgang, og bekæmpelsen er grundejers ansvar, oplyser Guldborgsund Kommune og antyder, at den kommunale indsats er forgæves, hvis planterne får lov at vokse frit lige ved siden af på privat grund.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu