Hvorfor ikke Holger?

Nicklas Linnemann
kv25

Socialdemokratiet stiller med byrådsmedlem og 2.Viceborgmester, Vibeke Grave, til forhandlingerne.

Gruppeformand, udvalgsformand og 2. viceborgmester Vibeke Grave (S). Arkivfoto: Anders Knudsen

Når konstitueringspartierne kun må stille med én forhandler, er det bemærkelsesværdigt, at borgmesteren ikke svinger taktstaven for sosserne.

Men Vibeke Grave skal man ikke kimse ad, hun er ikke bare partiets nummer to, hun er tidligere folketingsmedlem, har siddet i byrådet af mange omgange og er også en del af økonomiudvalget i byrådet, som er det helt tunge og "vigtigste" udvalg i byrådet.

Hun har ikke bare respekt fra partiet på Lolland, men også fra hovedorganisationen på Christiansborg.

Det er ikke en nedgradering, at Socialdemokratiet ikke sender Holger Schou Rasmussen, i hvert fald ikke så længe, det er Vibeke Grave, der tager pladsen.

Det er heller ikke første gang, at partier sender andre end partispidsen til forhandlinger. På valgnatten deltog Venstres Henrik Høegh, den tidligere minister, til forhandlinger.

Efterfølgende kunne Folketidende fortælle, at han sad som ordstyrer af de første forhandlinger indtil, Venstre trak sig fra dem.