KV25

Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) er klar til at præsentere konstitueringen. Foto: Nicklas Linnemann

Hvilken rolle spillede vedvarende energi i forhandlingerne?

De partier, der var med til de første forhandlinger om konstituering i Lolland, nåede til enighed omkring enkelte punkter om vedvarende energi, men helt konkret blev det aldrig.

Offentliggjort

Grøn energi satte kommunalvalget i Lolland Kommune i fuld sving.

Hvilken rolle solceller skal spille i kommunen i fremtiden, har været omdrejningspunktet for flere partiers valgkamp. Og det har også fyldt i forhandlingerne.

Disse partier var med til de første forhandlinger:

Danmarksdemokraterne, Lokallisten Lolland, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative, Enhedslisten, Din Stemme og Socialistisk Folkeparti.

Det har været klart fra dag et, at European Energys planer om 2.000 hektar solcelleparker skrottes, men hvordan kommunen fremover skal arbejde med grøn omstilling, er endnu uvist.

I den første forhandlingsgruppe blev politikken aldrig helt konkret.

"Projektmulighed for forsøgsprojekt med solceller, vindmøller, batterilagring og hybridløsninger skal vurderes og beskrives i perspektiv af grøn omstilling samt erhvervspolitik," står der i et mødereferat.

På trods af det store fokus blev den første forhandlingsgruppe aldrig mere konkret, end følgende:

"Husk skov rundt om og husk inddragelse af de lokale borgere. Vi ønsker, at strømmen skal komme Lollands borgere til gavn for eksempel ved oprettelse af lokale energifællesskaber," står der efterfølgende, som en permanent påmindelse om at undgå en gentagelse af forløbet med European Energy. 

Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) kom i sidste uge ud af forhandlingslokalet med de nye partier og fortalte om en Lollands-model, som skal være vejen frem for grøn energi i kommunen. Hvad det helt præcist inkluderer er endnu ikke sikkert.

I dag løfter politikerne sløret for mere af politikken bag konstitueringen, og hvilke poster, de forskellige partier har fået, ved et pressemøde klokken 15.30.