KV25
Benny Damgaard fra Danmarksdemokraterne blev den største stemmesluger i Lolland Kommune. Arkivfoto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix.
Chok om posterne på Lolland: Benny siger nej tak til stor titel
Endnu en titel er faldet til en anden end Benny Damgaard (DD), denne gang er det Dansk Folkeparti, der samler den op.
Allan Blak (DF) hedder Lollands næste 2.Viceborgmester. En titel, som der ikke følger en luns penge med til, men som har symbolsk betydning.
Valget af DFs spidskandidat på den sidste af de store poster peger på, at partiet netop var ombejlet af konstitueringspartierne. Samtidig er det et tegn på, at DF indtager rollen som det Allan Blak (DF) selv har beskrevet som støtteparti til konstitueringen, men også som fuldblodsmedlem af oppositionen.
- Vi er faktisk repræsenteret flere steder her end hvis vi var gået i konstitueringen, skriver Allan Blak (DF) på Facebook.
Selvom partiet er med i mange udvalg, er det især posten som 2.Viceborgmester, der er interessant. Han forklarer også i opslaget, at det er oppositionen, der har fordelt posterne og derfor valgt, at han skal sidde på posten.
Hvad med Benny?
Den første, der fik posten tilbudt er Danmarksdemokraternes de facto borgmesterkandidat Benny Damgaard.
- Da jeg så bliver tilbudt at blive 2.Viceborgmester, synes jeg, at den skal Allan Blak (DF) have, hvis han vil. Og det ville han rigtigt gerne, siger Benny Damgaard (DD).
DFs poster
Allan Blak:
2. Viceborgmester, Økonomi- og erhvervsudvalget, Sundheds- og ældreudvalget, Børne- og Ungeudvalget, Handicap- og psykiatrirådet, Grundlisteudvalget og Vurderingsankenævn.
Mikael Andersen:
Social- og arbejdsmarkedetudvalget, borgerinddragelsesudvalget, Valgbestyrelsen, Handicap- og psykiatrirådet - suppleant for Allan, Udsatterådet, Mark- og vejfredsloven, Hegnsyn og I/S Refa
Grunden til, at Benny Damgaard (DD) ikke skal være en del af kommunens ledelse er meget enkel, i følge ham selv.
- Allan Blak (DF) var jo kaldt ind og tilbudt nogle poster af konstitueringen, det sagde han pænt nej tak til. Han ville hellere sidde ovre i vores gruppe, det er loyalitet over for os, forklarer Benny Damgaard (DD).
- Det papir, de har lavet i konstitueringsgruppen, er ikke et, jeg som udgangspunkt kan stå indenfor. Derfor skal jeg ikke være en del af ledelsen.
Politik ikke titler
I stedet for titlen som 2.Viceborgmester skal Benny Damgaard (DD) i sidde i to tunge udvalg, nemlig økonomiudvalget og klima-, teknik- og miljøudvalget.
- Jeg skal lave politik de næste fire år, det er det jeg koncentrerer mig om, siger Danmarksdemokraternes spidskandidat.
Allan Blaks (DF) loyalitet over for oppositionen og Dansk Folkepartis positionering tættere på konstitueringen rent politisk gør, at den prestigefyldte post ender hos ham.
Til valget fik DF to mandater valgt ind, og nu sidder partiet som del af 13 udvalgs, bestyrelser og nævn. Oveni kommer posten som 2.Viceborgmester også.
Alle udvalgsposterne kommer først frem til konstitueringsmødet 11. december.