Krimi
Arkivfoto: Claus Hansen
12 sigtelser: Derfor kontrollerer politiet så ofte i Nakskov lige nu
Færdselspolitiet var tirsdag endnu engang på kontrol på gader og veje i Nakskov. Denne gang kastede det 12 sigtelser af sig.
Færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er faste gæster i Nakskov for tiden.
Tirsdag var politiet for syvende hverdag i træk ude på færdselskontrol forskellige steder i byen, og denne gang førte det til 12 sigtelser for forskellige trafikforseelser.
Fire bilister blev målt til at køre så hurtigt, at det koster et klip i kørekortet.
Tre andre blev sigtet for forkert lygteføring, fordi de ikke havde tændt baglygterne i den kraftige tåge.
To bilister blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen.
En blev sigtet for ikke at have sit kørekort med, en blev sigtet for at køre på elløbehjul uden cykelhjelm, og en blev sigtet for ikke at have det lovpligtige BE-kørekort til kørsel med hestetrailer, og samtidig var sikkerhedswiren ikke fastspændt, fremgår det af politiets døgnrapport.
Kontrollen fandt sted fra klokken 14 til 23.30.
Utrygheden er stor
En optælling fra døgnrapporterne den seneste uges tid viser, at de mange færdselskontroller har resulteret i omkring 65 sigtelser for forskellige trafikforseelser og dertil kommer to tilfælde, hvor bilister løb fra deres biler, inden politiet kunne nå at få fat i dem.
Folketidende har spurgt politikommissær Søren Skotte, der er leder af politikredsens færdselsafdeling, hvorfor der er så mange færdselskontroller i Nakskov for tiden.
- Vi har fået henvendelser fra både de erhvervsdrivende i byen og nogle borgere, som har henvendt sig til os, fordi de var utrygge omkring kørslen i byen, blandt andet fra biler, knallerter og elløbehjul. Utrygheden går på, at der bliver kørt for stærkt, og at man ikke tager hensyn til andre trafikanter.
- Vi tog henvendelserne alvorligt, og allerede den første dag kunne vi se, at der var noget om snakken, og derfor er vi blevet ved, forklarer Søren Skotte og tilføjer, at politiet ikke har besluttet, hvor længe kontrollerne i Nakskov skal fortsætte.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker