Guldborgsund

Der var pæn interesse for messen, hvor masser af udstillere stod klar med mange forskellige typer af krea. Foto: Jakob Poulsen

1200 tog til messe for de kreative

Guldboxen i Nykøbing dannede søndag rammen om en stor krea-messe.

Offentliggjort

Lørdag aften var der godt med larm og tempo på, da Guldboxen i Nykøbing dannede rammen om dobbelt-arrangementet med NFH og Team Sydhavsøernes bedste håndboldhold.

Søndag var der anderledes stille og roligt. Tribunerne skubbet ind, og halgulvet var i stedet fyldt med forskellige stande, der solgte alle mulige forskellige kreative ting og sager.

TB Markeder var nemlig rykket ind med deres omrejsende krea-messe, som tager rundt i hele landet, og nu var turen for tredje gang kommet til Nykøbing.

En lang række udstillere, heraf flere lokale, havde fyldt de 120 opstillede borde med forskellige sager, som kreative hænder har skabt. 

Arrangør Torben Borg var godt tilfreds med fremmødet og de fysiske rammer på messen. Foto: Jakob Poulsen

Og i en tid, hvor genbrug, miljøbevidsthed og gør-det-selv - det, der på moderne dansk kaldes DIY - er blevet meget populært, kan en krea-messe godt fylde Guldboxen.

- Gået rigtig fint

Arrangør Torben Borg fra TB Markeder var da også ganske godt tilfreds.

- Det er gået rigtig fint. Der var en lang kø af folk, da vi åbnede, og jeg tror, at vi runder 1200 gæster, inden dagen er gået. Det er vi godt tilfredse med. 

- Udstillerne er en blanding af lokale og nogle, som tager med rundt i landet. Vi har nogle gange lidt svært ved at trække udstillere herned, for der er flere, som synes, at det er lidt langt væk, og det synes jeg er ærgerligt, for det er en fantastisk hal, og her er mange gæster, sagde Torben Borg.

Udover de mange forskellige salgsboder havde arrangørerne også stillet borde op flere steder rundt i hallen, hvor gæsterne kunne sætte sig og udfolde deres egne kreative evner med forskellige typer af materialer.

- Det skal vi prøve

Omkring 1200 mennesker skønnes at have besøgt messen. Foto: Jakob Poulsen

Blandt dem var Tina Malmskov, som var taget på messe med datteren Laura og hendes veninde Maya.

- Pigerne kan godt lide at lave krea. Vi har aldrig været her før, men jeg hørte om det fra en kollega, og så tænkte jeg, at det skal vi da prøve.

- Og her er jo mange forskellige materialer, de kan bruge, sagde en afslappet Tina Malmskov, mens pigerne arbejdede koncentreret på hver deres krea-projekt.

TB Markeders række af krea-messer fortsætter i næste weekend i Valbyhallen.

Tina Malmskov havde taget Maya (i midten) og Laura (til højre) med på krea-messe. Foto: Jakob Poulsen