13 biler udsat for hærværk - nu er der nyt fra politiet
I løbet af en enkelt aften i foråret blev ikke færre end 13 biler i samme by på Lolland udsat for forskellige former for hærværk. Nu er tre teenagere sigtet for at stå bag.
En hel serie af hærværk mod parkererede biler skyllede ind over Maribo om aftenen 16. april og fortsatte til lidt over midnat.
Ikke færre end 13 biler blev ramt, og nu har politiet sigtet tre teenagedrenge i sagen.
- Det er sket forskellige steder i Maribo midtby fra sidst på aftenen til ud på natten, og der var tilsyneladende ikke rigtig noget bagvedliggende motiv, fortæller politikommissær Mads Justesen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Hærværket bestod ifølge Mads Justesen primært i punkterede dæk, men der er også tilfælde, hvor der er blevet lavet ridser på bilerne.
- En af dem havde en kniv med, som de har brugt. På nogle biler har de punkteret ét dæk, og på andre var der tale om flere dæk, forklarer Mads Justesen.
Annonce
Han tilføjer, at det var et vidne, der hjalp politiet på sporet af de formodede gerningsmænd.
- Der var et observant vidne, der havde lagt mærke til drengene og kunne genkende den ene af dem fra anden sammenhæng, og som lagde to og to sammen. Vi har haft fat i alle tre drenge nu, og vi er ikke i tvivl om, at det er dem, der har gjort det, siger Mads Justesen.
Der er tale om tre drenge fra lokalområdet - en på 15 og to på 16 år.
- Nu er vi ved at gøre sagerne op, og der bliver et forholdsvis stort erstatningskrav, siger Mads Justesen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde