Guldborgsund

Mona Madsen er allerede flyttet ind i en af de nye tilgængelighedsboliger. Foto: Boligkontoret Danmark

132 boliger er klar mellem torv og havn: Mona fik en af dem

Efter omfattende renoveringer på Apotekervænget er 132 boliger fremme ved målstregen - heraf 24 nye tilgængelighedsboliger i stueplan. I denne uge er der åbent hus i de almene boliger nær Sakskøbings bymidte. 

Offentliggjort

Om renoveringen

Apotekervængets 11 blokke rummer i alt 132 boliger, og renoveringen har haft fokus på både boligerne og de fælles omgivelser. 

Der er blandt andet etableret 24 tilgængelighedsboliger i stueplan med niveaufri adgang fra have og hoveddør og uden dørtrin og med brede døre, så det er muligt at komme ubesværet rundt i kørestol eller med rollator. 

Derudover får de sidste 20 stueboliger adgang til egen have/terrasse, dog uden samme tilgængelighed.

Al tagbelægning er skiftet med ny isolering i taget, og første- og andensalsboligerne har fået udskiftet vinduer og altandøre. 

Omfattende moderniseringer og flere tilgængelige boliger i stueplan. Det er kort fortalt, hvad den omfattende renovering af Sakskøbing Boligselskabs 11 blokke på Apotekervænget har været igennem og nu kan tibyde.

- Det er både tag og vinduer, og så er der de her 24 nye tilgængelighedsboliger, som har fået den helt store tur. Her har der kun været de fire ydervægge tilbage, inden vi gik i gang med at bygge dem op igen, fortæller Johhny Bælum, der er formand for afdelingsbestyrelsen i  Apotekervænget under Sakskøbing Boligselskab.

Største renoveringsprojekt

Udover nye døre og vinduer, ny tagbelægning og forbedringer af murværket er der for de 40 af boligerne på 1. og 2. sal også sørget for opgraderinger af badeværelserne. Det store moderniseringsarbejde er det største omring de 132 boliger på Apotekervænget, siden de blev opført fra 1979 til 1984.

Boligerne i afdelingen er på to eller tre rum og mellem 59 og 79 kvadratmeter. Også udeområderne er blevet opgraderet. Her er der etableret nye stier og belægninger samt opsat tryghedsskabende belysning, som gør området mere indbydende og rart at færdes i.

Mangel på boliger

- Med renoveringen har vi både moderniseret boligerne og skabt flere tilgængelige boliger i stueplan. Det betyder, at flere kan blive boende i området, også når behovene ændrer sig med alderen. Der er mangel på boliger på Lolland, så vi glæder os til at kunne byde både nye og nuværende beboere velkommen i et nyrenoveret Apotekervænget, siger Johnny Bælum.

Ved et åbent hus-arrangement torsdag den 26. marts fra 14 til 17 er det muligt at se de nyrenoverede almene boliger med egne øjne. 

Afdelingsformand for Apotekervængets almene boliger Johnny Bælum glæder sig til at vise frem, hvad der er lavet af moderniseringer. Foto: Boligkontoret Danmark

- Det er rart at vise, hvad vi har lavet i en af de ledige tilgængelighedsboliger og i fem af de andre boliger. Men det går stærkt lige nu med at få dem udlejet, og måske er der kun to ledige tilbage om et par dage, fortæller Johnny Bælum.

Mona Madsen vender tilbage

Alle interesserede kan komme forbi torsdag og se resultatet af den omfattende renovering - blandt andet de nye tilgængelighedsboliger i stueplan. Her er Mona Madsen netop vendt tilbage til sin gamle lejlighed.

- Jeg blev genhuset allerede tilbage i 2022, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til min gamle lejlighed. Det er jo den bolig, jeg selv har valgt at bo i. Samtidig bliver det næsten som at flytte ind i en ny bolig, fordi alt er lavet om, så det bliver spændende at komme tilbage og få mine ting på plads, siger Mona Madsen.

Apotekervængets 11 blokke har gennemgået en lang og omfattende renovering, der for alvor tog sin begyndelse i 2024. Foto: Boligkontoret Danmark

Monas nye lejlighed er som nævnt en af de 24 tilgængelighedsboliger, hvor man ikke skal tænke på at skulle op og ned af trapper. Det at have været genhuset i en anden lejlighed på Apotekervænget er Mona Madsen dog glad for at være igennem.

- Det var jo ikke en lejlighed, jeg selv har valgt at bo i. Det var nødvendigt i en periode, men jeg er rigtig glad for at komme tilbage til den lejlighed, som jeg selv har valgt og har boet i siden 2010, fortæller Mona Madsen.

1. april er der gennemsyn og aflevering af de sidste af de 132 nyrenoverede boliger på Apotekervænget.