Krimi

Det var her ved OK-tanken i Østerbrogade, at episoden udspillede sig søndag aften. Foto: Esben Cronbach-Christensen

20-årig narkobilist på vanvidstur: Var tæt på at køre folk ned

En 20-årig mand blev anholdt flere gange i løbet af søndag aften, hvor han nær havde kørt flere personer ned ved en tankstation.

Offentliggjort

Det gik vildt for sig, da en 20-årig mand fra Nykøbing søndag aften besluttede sig for at sætte sig bag rattet.

Klokken 18.51 fik politiet en anmeldelse om en noget alternativ form for kørsel.

En bil, der kom kørende ad Østerbrogade, stoppede op ved et lyskryds, selvom der var grønt. Men i stedet for at køre videre begyndte bilen at bakke for derefter at køre tværs over cykelsti og fortov. Under manøvren blev nogle afspærringskegler påkørt.

Herefter fortsatte bilen ind mod OK-tanken, hvor flere personer var i fare for at blive ramt af bilens hensynsløse kørsel.

Anholdt flere gange

Politiet pågreb den 20-årige ved tankstationen, hvor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre. Han blev også sigtet for spiritus- og narkokørsel, da han virkede påvirket. Derfor blev han taget med på sygehuset i Nykøbing for at få taget en blodprøve.

På hospitalet gjorde han sig endnu en gang uheldigt bemærket. Han råbte op og optrådte utryghedsskabende, og derfor blev han nok en gang anholdt klokken 20.28 - denne gang sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Den 20-årige blev taget med i detentionen for at køle af. Han blev løsladt natten til mandag klokken 2.43.

Desuden er bilen, han kørte i, nu blevet beslaglagt, fordi kørslen kategoriseres som vanvidskørsel.

Drop media element here ...