Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

37-årig mand fra Lolland dømt for trafikdrab på sin egen kone

Tirsdag blev 37-årige Peter Elkjær Jensen sendt i fængsel efter en trafikulykke tilbage i 2024, der kostede hans egen kone livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Næstved afgjorde tirsdag en tragisk sag.

Her sad 37-årige Peter Elkjær Jensen fra Lolland på anklagebænken, hvor han var tiltalt for en lang række overtrædelser - blandt andet uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Derfor skriver vi navnet

I udgangspunktet nævner Folketidende navnet på dømte personer, når dommen lyder på et års ubetinget fængsel eller mere.

Søndag den 4. februar 2024 kørte han, med sin kone som passager, på Sydmotorvejen i sydgående retning. Klokken 20.15 påkørte han en skraldebil bagfra og blev efterfølgende ramt af en anden personbil. Ulykken skete på Sydsjælland mellem rastepladsen Piberhus og afkørsel 36 Bregentved.

Politi, ambulancer og en helikopter hastede til ulykken, der endte med at koste en 38-årig kvinde livet - den 37-årige lolliks hustru.

Efterfølgende viste det sig, at Peter Elkjær Jensen var påvirket af THC, da han påkørte skraldebilen.

Idømt fængselsstraf

Retten valgte at idømme den 37-årige lollik tre år og ni måneders ubetinget fængsel, mens han også blev frakendt førerretten i syv år. Desuden blev en kniv og 4,1 gram amfetamin konfiskeret fra manden.

Specialanklager Simone Romme fortæller, at hun er tilfreds med dommen.

- Jeg påstod tre år og ni måneder, så det kan jeg kun være tilfreds med. Det er retspraksis, at vi ligger i det leje, når man kører med stoffer eller alkohol i blodet, og nogen bliver dræbt, siger specialanklageren fra anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Peter Elkjær Jensen valgte at anke dommen, og derfor skal sagen behandles ved Østre Landsret på et senere tidspunkt.