Rørbækhuse er klar til indvielse fredag, og det sker med minimum 31 af de 37 boliger afsat til de første lejere på den gamle skolegrund. Foto: Kim Møller Pedersen
37 nye boliger står klar – og der er rift om pladserne
Det har taget en hel del længere end planlagt med flere omgange af forsinkelser gennem de senere år. Men nu er Rørbæk Huse og her 37 boliger klar til indvielse i denne uge. Kun seks mangler at blive udlejet.
De nye boliger i Rørbækhuse er opført på den grund, hvor Rørbæk Skole tidligere lå - mellem Nykøbingvej, Hasegade, Saxes Allé og Skolegade
Fredag den 12. september klokken 14 er der indvielse i Hasegade med taler Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune samt ved Klaus Bentzen, formand for Boligkontoret Danmark, og Michael Demsitz, formand for Forenet Kredit
- Jeg har lige tjekket, og der er seks, som ikke er udlejet. Men de skal nok blive udlejet. Det kan være i morgen, det sker. Der er lige nogen, som mangler at give svar tilbage, og ellers er der bare rift om at få en ny bolig i Sakskøbing. Det må vi sige.
Sådan lyder det fra formand for Sakskøbing Boligselskab Lene Rørholt, da Folketidende spørger til den aktuelle situation omkring de 37 nye boliger på den gamle skolegrund mellem Hasegade og Saxes Allé. Her lå der engang Rørbæk Skole. Fredag i denne uge er der så officiel indvielse af det, der nu tegner fremtidens liv på den gamle skolegrund.
Et indbudt selskab
Det er Sakskøbing
Boligselskab, som fredag over for et indbudt selskab af blandt andet samarbejdspartnere inviterer til indvielsen af de nye
almene boliger i Rørbækhuse. Indvielsen markerer afslutningen på et omfattende projekt, som undervejs har været præget af uforudsete udfordringer - herunder byggetekniske forhold og entreprenørkonkurser.
Trods forsinkelserne er
resultatet endt med en succes, mener Lene Rørholt.
Annonce
Fastholdt kvalitetskrav
- Det er et solidt og holdbart byggeri, der lever op til Sakskøbing
Boligselskabs høje standarder. Det har været en udfordrende proces, men vi har hele vejen
igennem fastholdt vores kvalitetskrav. Derfor glæder det os, at vi nu kan byde
beboerne velkommen i boliger, der både er moderne, solide og tilpasset
forskellige behov, siger formanden for Sakskøbing Boligselskab.
Projektet består som nævnte af 37 almene boliger i ét og to plan fordelt på to-, tre- og fire-rums boliger, der er placeret omkring et grønt gårdrum. Indflytningen begyndte i august og sker fortsat løbende. Og det projekt er der tilsyneladende rift om at være en del af.
- Det har i hvert fald ikke været svært at få lejet boligerne ud indtil videre, og der er folk fra så forskellige steder som København, Silkeborg, Søllested og herboende i Sakskøbing, som har solgt deres hus og vil flytte i noget mindre, fortæller Lene Rørholt med tilføjelse af, at det ligeledes er både børnefamilier, pensionister og i det hele lidt af hvert, som er flyttet ind på den gamle skolegrund.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu